Af Thomas Klimek

Medlem af BFU-udvalget
Medlem af Økonomiudvalget
2. viceborgmester
Næstgruppeformand,
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Alle politikere kommer galt afsted, det er en del af gamet, men når det er sagt, så har alle en kvajekvote. Det Konservative Folkepartis formand og statsministerkandidat Søren Pape Poulsens udtalelse og sammenligning mellem Afrika og et af Rigsfællesskabets medlemsnationer, Grønland, er desværre ikke blot skadelige på internationalt niveau, men også for os lokalt. Lad os tage det sidste først. Lokalt er det potentielt træls. For Hjørring Kommune er den måske vigtigste ”nordatlantiske” kommune i Danmark. Hvordan det?
Jo, gennem den sidste håndfuld år har vi i Hjørring kommune intensiveret indsatsen for bedre at udnytte vores unikke placering ift. Skandinavien og Nordatlanten. Potentialet i styrkede relationer til Grønland, Færøerne, Island, Skotland, Norge, Sverige er enormt, hvis vi gør os umage med at dyrke og udvikle disse relationer. Se på relationerne til Norge og Sverige via færgeruter. Dette kan gøres langt større. Kort sagt skal øvrige nationer få øje på Hjørring Kommune og Danmark ift. samarbejder om erhverv, skole, uddannelse, turisme osv. De skal vælge os – og ikke andre lande og destinationer, selvom Storbritannien, Norge osv. er mindst lige så oplagte for flere af dem. Jeg har selv brugt (private) rejser og ophold til Færøerne til at få mere viden om særlig skole, uddannelse og erhverv og har gode kontakter deroppe. Vi har i Hjørring Byråd aktuelt taget endnu et politisk skridt ved at indskrive det nordatlantiske samarbejde som en del af Plan- og Udviklingsstrategien “Håb & Handlekraft 2034”.
Og det spirer allerede. I Hirtshals har vi en splinterny, maritim fagskole, der er en oplagt destination for unge fra andre lande i Rigsfællesskabet. I foråret havde MarineShaft i Hirtshals besøg af unge fra Tekniski Skúlin (Teknisk Skole) i Klaksvik. Nogle af dem vil måske arbejde og bo i Hirtshals en dag, andre vil starte selvstændig virksomhed hjemme på Færøerne, men potentielt også have eksport/import og samarbejde med os i Hjørring Kommune. Og sådan kan man fortsætte ambitionerne ift. de øvrige nationer.
Når Det Konservative Folkepartis leder udtrykker sig mere end kluntet om Grønland og Afrika, så reagerer vores venner på Grønland og ligeså tænker man sit på Færøerne. Begriber Pape og Konservative overhovedet hvor afgørende det er for samarbejdet og den gensidige respekt i Rigsfællesskabet, at Danmark for altid pakker ord og attitude væk, der bare lugter det mindste af vores skrækkelige handlinger som kolonimagt på Grønland og Færøerne? Hvis ikke, så skal man holde sin bøtte om ting, man ikke har forstand på! Hvis man ønsker at drøfte sociale problemer eller andet, så gør det på en ligeværdig måde og ikke med nedladende Afrika-retorik. Hvor dum er det tilladt at være på det niveau?
Pape forsøger at bortforklare sit politiske selvmål med påtaget, jævn folkelighed, nemlig at han “bare siger tingene ligeud.” Ja goddaw mand økseskaft! Det er muligt, at den virker for hans slyngveninde Støjberg, men her taler vi altså om en mand, der stiler efter at skulle repræsentere Danmark i resten af verden. Med sin uforståenhed og halve undskyldning til Grønland udstiller Pape og det konservative folkeparti paradoksalt og dybt ironisk egen inkompetence og uvidenhed udi international politik og diplomati. På det niveau gælder andre spilleregler og professionalisme. Man bralrer ikke bare sine evt. ærinder ligeud og lukker respekten ned, men man får sine budskaber på bordet i ordentlige drøftelser med indsigt og forforståelse for kulturelle forskelle og i dette tilfælde en særlig følsomhed ift. historik (pling: læs kolonitiden)
Det er nærmest ubegribeligt, at en borgerlig statsministerkandidat træder en så strategisk og sikkerhedspolitisk vigtig samarbejdspartner som Grønland over tæerne i en tid, hvor diktaturstater som Kina og Rusland sværmer om Arktis og Grønland.
Papes udtalelser har naturligvis allerede vakt stærkt negative reaktioner, og der venter et reparationsarbejde, hvor statsminister Mette Frederiksen sandsynligvis er nødt til at rydde op efter Pape.
Budskabet herfra Hjørring Kommune til Grønland, Færøerne og øvrige skal være, at Søren Pape Poulsens syn på Grønland ikke! repræsenterer Hjørring Kommune, og vi VIL! det nordatlantiske samarbejde.



Fint nok; men et minimum burde vel være, at man ikke kan nøjes med at være lidt mindre grovv og uhøflig.
Hvad er dettte:Succes er godt men andres fiasko er ikke at foragte?
De har svære problemer deroppe og forøvrigt også her med deres skibsforbindelser.
Der er fx masser af ledige arbejdspladser i det grønlandske landbrug. Ingen tager dem. Så disse bliver besat af udlændinge og herunder danskere.
Der synes at være store alvorlige sociale opgaver, som ingen tager vare på.
Uden at fornærme særligt mange, vil Jeg endnu engang foreslå, at et par tomme bygder kunne være bedre end Lindholm eller Rhwandi og give fast arbejde og indtægter i lang tid. .
Det tror du vel ikke engang selv på det vil have nogen indflydelse? Hvis lidt for meget storpolitik fra en lokalpolitiker! Men måske det er det der skal til for at løfte tabuet om de mange problemer som løbende regeringer har lukket øjnene for.
Ihh!!!! Hvor vi dog alle sammen ELSKER Jante-loven!!