Af Thomas Klimek
Medlem af BFU-udvalget
Medlem af Økonomiudvalget
2. viceborgmester
Næstgruppeformand,
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Nu gik det lige så godt. Efter ødelæggende verdenskrige, kold krig, atomkapløb, 70´ernes terrorbølger og fattigfirserne faldt Muren i 1989. Jerntæppets vævninger blev trevlet op, diktaturer faldt, demokratier vandt frem. En ny og en bedre verdensorden stod for døren.
Og nu.
Sct. Hans 2022.
Epidemi. Krig i Europa. Politisk polarisering. Inflation. Truende fødevaremangel.
Hvad gik der galt? Hvordan endte vi her? Hvad gør vi nu, lille du? Har vi et valg? Skal vi til at hanke op i os selv? Er fordybningen i sofaen blevet til et demokratisk hul?
For noget stemmer ikke. Den 24. februar, da solen langsomt gryede en mørk vintermorgen, var vi med ét slag alle fuldblodsdemokrater. Rusland var i nattens mulm og mørke kørt over den ukrainske grænser.
Alle parolerne kom af huse. En solidarisk, blågul lavine af 9. april-metaforer og ”Slava Ukraini” væltede ud over de sociale medier. Stand with Ukraine.
Demokraterne rejste sig mod Putins diktatur. Det var smukt. Det er smukt, men er vi mest revolutionære frihedskæmpere på Facebook? Er vi blevet til wifi-demokrater? Bredbånds-parlamentet?
For noget stemmer ikke? Eller nogen stemmer ikke.
For se, for blot tre måneder senere gik vi så til valg. Lige midt i en global krise med krigstrommerne som underlægningsmusik.
For tre uger siden skulle alle stemmeberettigede nemlig tage stilling til et vigtigt spørgsmål om ja eller nej til EU´s forsvarsforbehold. For eller imod blev grundigt drøftet, belyst og debatteret hele foråret i medierne. Enhver kunne søge oplysning som forberedelse til at gøre sin borgerpligt. Hvad skete der så 1. juni i et lille land af glødende demokrater?
Ja, i denne kommune nåede fire ud af ti borgere ikke ned i stemmeboksen. Og nu bliver det lidt uhyggeligt. Og nej, de er ikke efterlyst eller med i Forsvundne Danskere. For vi ved godt, hvor de sad fast.
De sad fast i den mørke, mørke fordybning i sofaen, der opsuger demokratisk medborgerskab, Matador-Mix, underbuksefnuller, hundehår …. og pligt til at deltage i demokratiske handlinger.
Fire ud af ti. Det betyder, at en del af jer står her i aften, I brugte ikke jeres ret som frie demokrater … men I det mindste tog I ikke sofaen med herned.
Men kære venner, hør først på, hvorfor sofaen skal brændes og ikke mine ord.
For fire ud af ti brugte ikke deres frihedsret til at stemme ved vores demokrati.
Demokrati som ukrainske børn, unge, voksne og ældre lige i disse minutter dræbes for at tro på. Dræbes fordi, de skal tvinges til at leve resten af deres dage i et diktatorisk mørke.
Og undskyld mig, men 1500 km fra deres lidelser, deres kamp og ufattelige ofre gider en masse mennesker ikke engagere sig og bruge 5 minutter på den stærkeste, formelle demokratiske handling, der findes. At afgive sin individuelle og frie ret og mening i form af en stemme ved frie demokratiske valg.
62,8 % stemte i denne kommune til spørgsmålet om EU´s forsvarsforbehold. Vi kan godt diskutere undskyldninger, men hvorfor? De ligger på bunden af hullet i sofaen, og vokser hullet sig større, falder vi alle i en dag. Men okay, det niveau er vi ikke ene om, trods alt. Ghana, Guinea, Albanien, Rusland, Yemen, Hviderusland og andre ligger på dette niveau ved demokratiske valg …
69,6% stemmer til det, der vedrører deres lokalsamfund. Altså kommunalvalg. Er det nok kun at engagere sig, når skolen er truet af lukning? Eller plejehjemmet? Demokrati skal værnes, vedligeholdes og udvikles. Det har politikere et ansvar for, men det har civilsamfundet og den enkelte borger sandelig også.
Demokratiets grundlæggende ambition er, at vi flytter os fra et lidende, givet og nedarvet liv til et ønsket liv. Demokratiet er at gøre alle relationer, alle bånd frivillige.
Dette er få steder, om nogen, lykkedes bedre end i Danmark og Skandinavien.
I dag er politik for mange et middel til at opnå noget snarere end et bærende værdifællesskab. Og nej, jeg taler ikke om, hvorvidt man stemmer rød, blå, lilla eller grøn, for holdninger skal og bør kunne flytte sig, det er essensen af folkestyre.
Nej, det handler om fundamentet, altså at man samtaler. At man er dygtig til at være enige om at være uenige. At mænd og kvinder er lige. At vi lærer vores børn at argumentere for deres holdninger. Og … at vi bidrager til at sammensætte de parlamenter, nationale som lokale, der skal repræsentere vores holdninger. Altså at vi møder op og stemmer. At vi vedligeholder og udvikler vores fælles ramme for vores civilisation og gamle, dejlige land.
Og demokratiets overlevelse, dets styrke, har altid været drevet af noget helt særligt. Og dét er der endnu.
Håbet.
Vi har et aktivt valg om at gribe håbet om at bedre tider vil sejre.
Men det må ikke forveksles med et naivt håb. Der hvor vi sidder i sofaens fordybning med foldede hænder og håber på, at ”det ordner sig”. At en eller anden finder nogle penge til varmeregningen. At en eller anden tager livet af ham Putin. Eller at Børge nok tager den næste vagt i Borgerforeningen.
Nej, demokratisk håb er noget andet.
Václav Havel, der flere gange sad fængslet for sine holdninger under det kommunistiske diktatur, har udtrykt det således:
“Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går. Jeg tror altså, at … det håb henter vi så at sige andetstedsfra.”
Havel endte som sit lands præsident. Få år tidligere sad han i fangehullet langt bag det, der syntes som det ubrydelige Jerntæppe mellem Øst og Vest.
Håb er handling uden sikkerhed eller vished for, at det lykkedes. Måske dør jeg selv i forsøget, men min indsats føder friheden for min næste.
Håb er den 15-årige dreng, der for mange, mange år siden stak af fra sult og fattigdom i et diktatur og kom til et fremmed land, hvor han ingen kendte. Et fremmed land, hvor han som polak var ilde set. Et fremmed land, hvor han arbejdede under usle vilkår og sov sammen med dyrene i stalden. Et fremmed land, hvor han kæmpede sig frem til at blive selvstændig smed. Et fremmed land, hvor de råbte ”Poooolak” efter hans børn, når de gik til skole.
Et fremmed land, hvor hans familie blev integreret og blev danske.
Det fremmede land, hvor hans 45-årige oldebarn en junidag i 2022 får lov at stå på en talerstol i Lørslev, Vendsyssel, og tale op mod vor tids trolde og hekse.
Da han var 45 år havde han flygtet fra et diktatur som 15-årig, oplevet 1. Verdenskrig, overlevet Den Spanske Syge, set sine små døtre, Helga og Marya Eva Klimek dø, været selvstændig under Den Store Depression, oplevet Kanslergadeforliget, oplevet Hitlers magtovertagelse og mørket sænke sig over Europa og Verden, oplevet udbruddet af Den Spanske Borgerkrig og lige forude ventede besættelsen af Danmark, hvor vi var under diktatur i fem år.
Men han holdt ud. Han overlevede. Slægten levede videre. Demokratiet levede videre.
Det er håb. Handling.
Jeg har siddet ansigt til ansigt med en af verdenshistoriens største revolutionære helte, modtager af Nobelprisen og Polens tidligere præsident, Lech Walesa. En arbejdsløs elektriker, der sammen med sine kammerater, stod op mod det kommunistiske diktatur i 1980 på Lenin-værftet i Gdansk.
Han fortalte om den aften, hvor de hentede ham i familiens lille lejlighed, hvor hans højgravide kone ængsteligt spurgte ”hvad gør I?” og små barnehænder greb om hans ben, inden de førte ham bort. De slog ham overraskende ikke ihjel, men spærrede ham inde, men den demokratiske ånd kan ikke spærres inde, den var tændt ved mod, handling og håb.
Jeg spurgte om ikke, han var bange?
Til det svarede han ”egentlig ikke, for jeg havde handlet, gjort, hvad jeg magtede. Jeg er den dag i dag kun bange for min kone og Gud. I nævnte rækkefølge.”
Walesa kaldte sin selvbiografi for Håbets Vej.
Så derfor, kære venner;
Demokratiets opgave har altid har været at gøre de svage i samfundet stærkere. Men man har netop ikke gjort det ved at smiske, at enhver kan blive salig i sin tro. Demokrati handler om, at den enkelte ikke er alene, frit i luften svævende, men er en del af en større sammenhæng, en folkelig sammenhæng.
Hvis noget skal have sammenhæng, skal alle deltage. Man skal tage en vagt i Borgerforeningen eller til sommerfesten, hvis man kan. Man skal diskutere ordentligt med sine børn.
Og … man skal f.eks. rejse sig fra sofaen engang hvert fjerde år og deltage i de frie valg, som millioner af mennesker drømmer om lige nu fra deres uhumske fængselscelle. Som en ung ukrainer er død for, mens jeg har talt til jer.
”Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde …”
Eller sofaen for dyb eller samtalen forhekses!
Tak for ordet og god Skt. Hans!