Af Thomas Reinholdt Rasmussen
Biskop over Aalborg stift.
Med dyb forundring har jeg læst tidligere sognepræst Ib Skotte Henriksens udtalelser i NordsøPosten 14. juni.
Henriksen følger tidligere udtalelser i medierne om, at jeg som biskop skulle have krævet altergang ved samtlige gudstjenester i Tversted og Uggerby kirker. Det er naturligvis forkert og bliver ikke mere sandt af at blive gentaget.
For selvfølgelig kan der være særlige gudstjenester, hvor altergang ikke giver mening. Så kan menighedsrådene vælge at gøre et af to: enten holde en gudstjeneste efter højmesseordningen kl. 10.30 og så holde en særgudstjeneste senere på dagen. Her behøver man slet ikke biskoppens tilladelse.
Eller de kan ansøge biskoppen om at aflyse højmessen den pågældende dag. Det kan der naturligvis være gode argumenter for.
Det er ikke regler, der gælder særligt for Tversted og Uggerby kirker, men for alle kirker i folkekirken. Som biskop har jeg aldrig før oplevet, at det skulle være et problem.
Folkekirken har et tilsyn, og det tilsyn er en del af at være folkekirke som helhed. Tilsidesætter jeg det tilsyn, så passer jeg ikke mit arbejde.
Så blot for at slå fast: jeg har ikke krævet altergang ved samtlige gudstjenester. Jeg har – som jeg skal – roligt påpeget over for menighedsrådene om, at højmessen blandt andet kræver altergang, og hvis menighedsrådene ønsker at fravige dette, skal der efter loven søges.
Jeg vil understrege, at det på alle måder er glædeligt, at sogne holder særlige gudstjenester. Det bakker jeg op om. Ved at holde en højmesse efter alterbogen, har man opfyldt, hvad man skal som kirke i folkekirken. Derefter er der masser af plads til særlige gudstjenester med eller uden altergang. Det kan jeg kun bifalde.
Jeg har tilbudt menighedsrådene et afklarende møde for at få talt dette igennem og finde ind til kernen af de misforståelser, som blandt andre Ib Skotte Henriksen bringer til torvs i medierne, så de ikke gentages. Det har de afslået, men tilbuddet står naturligvis stadig ved magt, så der for alles skyld kan komme ro om arbejdet og menighederne i Tversted og Uggerby kirker.
Link til relateret artikel: Pensioneret præst er glad for kirkelivet i Tversted-Uggerby


