Af Thorbjørn Jacobsen
Folketingskandidat
Liberal Alliance
Den danske velfærdsmodel er for dyr og for dårlig, fordi det offentlige opretholder monopoler på velfærdsydelser. Den udbredte mangel på konkurrence på velfærdsområderne giver lavere innovation, ringere effektivitet, dårligere velfærd og alt for høje omkostninger. For at illustrere pointen vil jeg fortælle en historie.
Forestil dig en fremtid, hvor alle restauranter i landet drives af kommunen. Private restauranter er enten forbudt eller så stramt reguleret, at de reelt ikke eksisterer. Borgerne må tage til takke med ensformige, grå og triste måltider, og restauranterne har lange ventetider – nogle gange op til flere måneder for at få et bord.
Menukortet er uforandret siden 1980’erne, med retter som landgangsbrød og rejecocktail, dog med den nylige tilføjelse af grøn pesto – og en plan om at introducere rød pesto i fremtiden. Til gengæld er maden løbende blevet dyrere og dyrere hen over årene, uden at nogen kan smage forskel.
Da Liberal Alliance foreslår at tillade private aktører at drive restauranter i konkurrence med de kommunale, møder det udbredt modstand.
Enhedslisten argumenterer, at mad er et basalt menneskeligt behov, og at det derfor er umoralsk at tjene penge på det.
Landets borgmestre udtrykker bekymring for, at private ikke vil åbne restauranter i udkantsområder, hvor det ikke er økonomisk rentabelt. Det er geografisk skævt!
Kommunernes Landsforening (KL) frygter, at private restauranter vil levere alt for lav kvalitet, for at opnå profit. Så selvfølgelig må kvaliteten sikres af samme kommunale myndighed, som sikrer kvaliteten på landets plejehjem. Med private tilbud risikerer man også konkurs, hvilket vil efterlade borgerne uden mad. Derfor må restauranter nødvendigvis drives af kommunerne, for uanset hvor dårlig mad man serverer, så kan man aldrig gå konkurs. Dét er tryghed!
Fagbevægelsen insisterer på, at alle ansatte skal have samme løn. For tænk hvis de dygtige skulle have mere i lønposen end de mindre dygtige – det vil skabe ulighed! Det kan man helt undgå med kommunale restauranter, hvor offentlige overenskomster sikrer en ensartet løn.
DJØF påpeger, at uden kommunal styring vil restauranter mangle holistiske udviklingsplaner, bæredygtighedsrapporter og bidrag til FN’s verdensmål. For dét er jo også kernevelfærd!
Socialdemokratiet gik også straks til angreb på forslaget om private restauranter, og kørte en stor kampagne om at ”LA mener kun at de rige skal have råd til at komme på restaurant!”
Tilbage i virkelighedens verden er der – heldigvis – masser af privat drevne restauranter. Over 18.000 caféer, kroer, gourmetrestauranter og fastfood-steder, med en mangfoldighed af tilbud i alle prislejer.
Sådan er det ikke på velfærdsområdet. Uanset om vi taler børnepasning, sundhedspleje, plejehjem eller hjemmehjælp, så er hovedreglen at det offentlige løser opgaven. Det private er undtagelsen.
Den manglende konkurrence fører til højere priser, og for at sikre kvaliteten er der hældt bunkevis af bureaukrati og tunge papirgange oveni.
Men det må høre op! Vi må bryde velfærdsmonopolerne, og hilse de private aktører velkommen, som en kærkommen lejlighed til at gøre tingene både bedre og billigere. Potentialet er kæmpestort, og hvem ønsker sig ikke mere mangfoldige tilbud, mere fokus på borgeren, mere valgfrihed og fleksibilitet?
Slip iværksætteriet løs i velfælden, og giv plads til det private initiativ og friheden til at tænke nyt.