Af Thorbjørn Jacobsen
Folketingskandidat
Liberal Alliance
Danske energi-projekter falder på stribe, efterhånden som virkeligheden rammer de storslåede visioner. Et gennemgående tema er skrantende økonomi. Lad os genoverveje det ensidige sats på sol og vind – vi bør undersøge mulighederne med kernekraft.
Energi-elendighederne står i kø for tiden. Energi-øen i Nordsøen er ”udskudt” til 2036 (mindst), og Energi-ø Bornholmkan slet ikke leve op til kriterierne om økonomisk bæredygtighed.
Den økonomiske hovedpine har også ramt havvind, som i dag er 13 milliarder dyrere per GW end for bare to år siden.
Selv de billigste VE-projekter på land halter, og af de samme årsager. Better Energy har netop udskudt 3 GW solcelleparker, fordi markedet for solcellestrøm er mættet.
Derfor er strategien om 4-dobling af elproduktionen på land inden 2030 ”helt på månen”, som Brian Vad Mathiesen udtrykker det.
Samme tendens ser vi for de teknologier, som er udråbt til at være fremtidens energibærere.
Ørsted har droppet sit methanol-anlæg Flagship One i Sverige, og trukket sig fra et brint-projekt ved Holstebro. De kunne ikke finde kunder, der vil betale prisen for det grønne brændsel. Dette på trods af at fx Mærsk ikke kan skaffe grøn methanol til sine nye methanol-drevne skibe.
Det kommende brintrør til Tyskland er desuden udskudt til efter 2030.
Politikerne har store visioner, men ingen vil betale prisen. Den grønne omstilling er derfor gået i stå, og regeringen har et alvorligt forklaringsproblem.
Udfordringen er sol- og vindenergiens varierende elproduktion. For hvem vil bygge (endnu) en solcellepark, som i de produktive sommermåneder kan se frem til over 500 timer med negative afregningspriser? Til gengæld kan selvsamme solcellepark ikke levere én eneste kilowatt-time når efterspørgslen er størst.
“Vi får med sikkerhed ikke brug for al den solcellestrøm, som der arbejdes på at etablere. I stedet for bare at sætte en masse anlæg op, så skal vi bygge den vedvarende energi, efterhånden som forbruget opstår. Og så skal vi ikke slå hinanden i hovedet over, at vi ikke når en firedobling i 2030”, siger Brian Vad Mathiesen til B.T.
Overfor TV 2 udtaler samme professor, at det bør være en prioritering at finde flere steder til energiproduktion nær de store byer.
Problemet er at strømmen ikke kan gemmes på en økonomisk måde. Når enhver jysk egn vil være foregangskommune ved at opføre samme type energiparker, så har vi balladen. Markedet for VE-energi herhjemme er mættet i lang tid fremover, og energibehovet er i storbyerne.
Derfor foreslår jeg en time-out her i den landsdel, hvor vi bærer de største byrder. Man behøver knapt nok at sætte noget i stå, for det sker helt af sig selv.
I stedet for at opstille solcelleprojekter, som måske vil gå konkurs og efterlade en enorm oprydningsopgave, så tryk på pause-knappen. Lad demokratiet tale til kommunalvalget.
Imens vil jeg kæmpe for at sikre mulighed for kernekraft i det danske energisystem – det fylder en brøkdel, og ligger bedst dér hvor energibehovet er.
For borgerne vil forskellen være slående, især i områder der trues af solcelle-ørkenernes fremmarch. I stedet for at opstille solceller svarende til to gange Møns størrelse, så kunne man opstille enkelte kernereaktorer på få hektar – og derved finde plads til fri natur svarende til to gange Møns størrelse i stedet!
Lad os tage en energipolitisk time-out. Lad os lytte, når eksperterne advarer mod opsætning af flere solcelleparker. Imens kan vi kigge på kernekraften med friske og fordomsfrie øjne gennem en Niels Bohr-kommission – ellers er det med klima bare noget vi leger!