Det barske miljø ved Vestkysten kan selv tysk kvalitetsbyggeri ikke hamle op med, hvilket de ved af erfaring hos Bunkergruppen Hirtshals.
Et af de tydelige tegn på, at tidens tand gnaver, ses på den store feltmæssige ildleder-bunker, der ligger på højderyggen ude i den østlige del af kystbatteriet ved Tversted.
Oppe i den øverste etage hvor afstandsmåleren var monteret, er hele beton-taget holdt oppe af fire tykke 5 cm massive stålfødder der er monteret i hvert hjørne og specielt de 2 forreste der vender ud imod kysten, er efterhånden tærrede op og har ikke meget løfteevne tilbage.
De sidste 30 år har forskellige instanser lagt store 4×4 træstolper ind i udkigshullet for at modvirke at taget på bunkeren evt skulle give efter og falde sammen og netop disse stolper har vist sig at være rigtig effektive, da det meste af vægten fra forsiden af taget, nu hviler på disse stolper.
I samarbejde med ejerne af bunkeren, Mads og Dorthe Iversen, har Bunkergruppen Hirtshals iværksat en redningsplan for Ildleder-bunkeren, hvilket har betydet, at de gæve folk i weekenden den 17. og 18. august vil udføre et noget anderledes vedligehold på bunkeren og udskifte de 4 dårligste støtteben.
– Den korte beskrivelse af planen er, at vi med hydraulisk løftegrej løfter beton-taget nogle millimeter og skærer de gamle tærede ben af og herefter monterer de nye støtteben og sænker taget igen, fortæller formand Flemming Hammer hos Bunkergruppen Hirtshals.
– Vi har fået professionel hjælp til opgaven og igennem en kontakt til en tysk smedevirksomhed, der i 1942 producerede netop stålsøjler og lignende til bunkersbyggeriet i Europa, har vi fået tilsendt mål og dimensioner på de originale støtteben, og på den måde fået tegnet en ny variant der passer til vores renovering af Ildleder-bunkeren i Tversted, forklarer Flemming Hammer.
Opgaven blev givet til en af Nordjyllands førende i metalkonstruktioner, nemlig Brdr. Sommer A/S i Hjørring, der straks fik støttebenene produceret og efterfølgende sendt til galvanisering. Det hydrauliske løftegrej er venligst udlånt af Carsten Andersen fra Vognmandsgården’s Kran & Special Transport, ligeledes i Hjørring.
Lokale frivillige kræfter har taget weekenden fri til opgaven, og både ejere og Flemming Hammer fra Bunkergruppen Hirtshals glæder sig til igen at få bunkeren åbnet op, så man igen kan kigge ud af observations-hullet over landskabet i Tversted.
Foto: Bunkergruppen Hirtshals.