Søndagens kamp i landets næstbedste fodboldrække, NordicBet Ligaen på Nord Energi Arena i Hjørring, endte 2-1 til gæsterne og bundholdet fra Nykøbing Falster efter udveksling af tidlige julegaver.
Specielt hjemmeholdet delte gaver ud i form af alt for mange fejl, hvor man nærmest gav bolden væk i afgørende situationer. Det var også efter boldtab på midten, at gæsterne tidligt i kampen kunne score til 1-0.
To gule kort til Emil Arendrup blev vekslet til et rødt efter en halv times spil, og så var hjemmeholdet også bagud i antal spillere på den efterårskolde arena.
Vendsyssel FF fik udlignet efter endnu en julegave, da gæsternes målmand tabte bolden, så Karl Lange kunne udligne.
I 2. halvleg var også hjemmeholdets Thomas Christiansen i gavehumør, da han gæstfrit leverede bolden til en helt fri modspiller tæt foran mål, og så var 1-2 en kendsgerning.
I salgsboerne var der også julestemning med den friske julebryg fra Tuborg og lokale medarbejdere i Tuborgs flotte juleudsmykning.
Det var efterårets sidste kamp på hjemmebane for Vendsyssel FF, som inden julepausen og andre former for julegaver kun mangler at møde Fremad Amager på udebane.
Foto: Palle W. Nielsen.