Lørdag var der repræsentantskabsmøde for Socialdemokratiet i Nordjylland, og der skulle blandt andet vælges en ny formand.
Mogens Vestergård Pedersen fra Hørby valgte nemlig at trække sig fra posten, skriver TV2 Nord.
– For mig har det at have tillidshvervet som regionsformand været fortællingen om, hvor meget et frivilligt arbejde kan give, når man kaster noget af sig selv ind i det, siger den tidligere formand i sin sidste formandsberetning.
Den nye formand bliver Preben Bust Dahlgaard fra Thisted, som i de senere år har været kredsformand i netop Thisted Kredsen.
Tidligere borgmester kommer i bestyrelse
På repræsentantskabsmødet var der også et andet nyvalg.
Hjørring Kommunes tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem Arne Boelt blev nemlig valgt til den socialdemokratiske Hovedbestyrelse.
– Med Arne får Vendsyssel en stærk stemme i Socialdemokratiets Hovedbestyrelse, lyder det fra Mai-Britt Beith, der efter sidste kommunalvalg overtog rollen som borgmesterkandidat i Hjørring Kommune.
Fakta om Hovedbestyrelsen hos Socialdemokratiet
Hovedbestyrelsen består af formanden, de to næstformænd, partisekretæren, regionsformændene, 16 medlemmer valgt i regionerne, to fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, (hvoraf den ene er folketingsgruppens formand), formanden for den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, en fra DSU, en fra den socialdemokratiske gruppe i Regionsrådsforeningen og to fra den socialdemokratiske gruppe i Kommunernes Landsforening.
Kilde: TV2 Nord.
Link til relateret artikel
Socialdemokraten Rasmus Prehn deltager fortsat ved 1. maj arrangementer i Hjørring