Unge mennesker, der har taget deres studentereksamen på Hjørring Gymnasium, har under deres videre studier mulighed for at søge et legat fra Rektor Poulsens Mindefond.
Fonden støtter dygtige og ubemidlede studenter under deres videre studier. Hvert år i december uddeles legater, og dette års legatmodtagere er Laura Melgaard Bering og Nive Nygaard Pedersen, som hver har fået 4500 kr.
Laura blev student i 2021 og studerer nu fransk sprog, litteratur og kultur, mens Nive, som blev student i 2018, er i gang med at uddanne sig til tandlæge.
Fra Hjørring til Tanzania
Blandt sidste års legatmodtagere var Nikolaj Aagaard. Han læser medicin på Københavns Universitet, og takket være legatet har det været muligt for ham at tage på et udlandsophold i Korogwe, som er en landsby i Tanzania. Her arbejdede han på det lokale hospital, primært på fødeafdelingen og børneafdelingen.
Ifølge Nikolaj Aagaard har opholdet har givet ham en unik indsigt i både landets sundhedsvæsen og kulturen: “Det var fascinerende at se, hvordan personalet formåede at hjælpe patienter med meget begrænsede ressourcer ved at finde kreative løsninger,” fortæller Aagaard.

Selvom han blev konfronteret med de barske vilkår, som mange lever under i lavindkomstlande, oplevede han også en bemærkelsesværdig livsglæde blandt patienterne. “Opholdet har gjort mig mere taknemmelig for at arbejde i Danmark, men har også givet mig mod på at rejse ud i verden igen,” tilføjer han.
Legat åbner døre
Udover arbejdet på hospitalet fik Aagaard også mulighed for at opleve den betagende natur i Tanzania med bl.a. en safari i nationalparkerne Serengeti og Ngorongoro og en bestigning af Kilimanjaro. “Det er oplevelser, som jeg vil huske resten af livet,” siger han.
Aagaards udlandsophold blev muliggjort takket være den økonomiske støtte fra Rektor Poulsens Mindefond, som han er meget taknemmelig over: “Uden dette legat ville jeg ikke have haft denne fantastiske mulighed,” siger han.
Nikolaj Aagaards rejse og de seneste legatuddelinger viser, hvordan økonomisk støtte til unge mennesker kan åbne døre til livsændrende oplevelser og fremme en global forståelse.