Galleri Visby inviterer til efterårets separatudstilling i den 200 år gamle hestestald, hvor to markante kunstnere præsenterer nye værker: keramiker Bente Brosbøl Hansen og billedkunstner Luise Faurholt.
Bente Brosbøl Hansen (f. 1961) er en enestående dansk keramiker med en international karriere. Hun er uddannet fra Birkerød Pottemageri og har blandt andet arbejdet som frihåndsdrejer for Royal Copenhagen.
I dag driver hun eget værksted på Söderåsen i Skåne. Hun er både verdensmester, nordisk mester og dansk mester i drejning – og hendes værker er kendetegnet ved et stringent formsprog og grafiske dekorationer, inspireret af klassisk ornamentik og moderne design. Til udstillingen vises udover Bentes krukker også et udvalg af brændefyrede porcelænskopper og skåle.
Luise Faurholt (f. 1976) bor og arbejder i Aarhus. Hendes værker kredser om samlinger – både som personlige kunsthistoriske nedslag og som nye fortællinger i billedform. Med akvarel, tusch og pigment på håndlavet papir skaber hun værker, der bevæger sig mellem figurative og abstrakte udtryk.
Udstillingen rummer desuden en række tredimensionelle papirskulpturer i form af overdimensionerede natsværmere.
Ferniseringen finder sted fredag den 10. oktober kl. 14 -16, hvor publikum kan møde kunstnerne og
nyde et glas vin.
Udstillingen kan opleves frem til den 30. december.
Fakta om Galleri Visby
Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.
Du finder Galleri Visby i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård. På kanten af Lønstrup Klint, og med resterne af Mårup Kirke i baghaven, ligger gården – helt bogstaveligt – på grænsefladen mellem Lønstrup by og det storslåede landskab omkring Rubjerg Knude.

Fakta om Galleri Visby
