Til kaffe hos Henrik Woodpek

Jeg mødte en ældre mand en råkold lørdag formiddag i februar i Hirtshals. Han stod med en motorsav og var i fuld gang med at transformere en 160 kg. tung isblok til noget kunst.

Jeg anede ikke, hvem han var, men han virkede som et behageligt menneske, som kunne fortælle en masse historier. Samme aften, efter havde lagt nogle billeder af isskulpturerne op, fik jeg kontakt med kunstneren.

Det blev starten på en del beskeder, vi udvekslede på Facebook, som endte med, at jeg mødte Henrik Woodpek i hans lille værksted lang ude i skoven lige der, hvor indlandsklitterne starter.

I Emils Snittehus, som han kaldte sit værksted, møder jeg Henrik og ikke mindst hans hund Gaia, som havde rejste sig fra sin kurv foran brændeovnen for at hilse på mig. Duften af træ blandet med lidt røg, giver en fantastisk atmosfære i værkstedet.

Der er spåner overalt på gulvet som vidner af en masse aktivitet. I vinduerne står en masse vinflasker med sjove træpropper i. Det er ”Govler”, karikerede ansigter, som Henrik har skåret. Han forklarer, at de er skåret af lindetræ, som han betegner som træskærerens yndlingstræ.

Ligesom i den store isblok, skærer han i det rå træstykke, som måler 5x5x10 cm, indtil en ny Govl ser verdens lys. Henrik har masser af forskellige knive, som ligger lidt hist og pist rundt i værkstedet, som han bruger alt afhængig, hvad opgaven kræver.

Lidt tilbagelænet sidder Henrik i sin stol og skærer i dagens Govl, mens han fortæller om de gamle lindetræer på gårdspladsen på Børglum Kloster, som havde set selveste H. C. Andersen, mens han gæstede stedet.

Han fik i 2008 en opgave på Børglum Kloster. Kolsterbestyrerinden havde ønsket, at Henrik skulle skære en tiggermunk ud af et af de gamle lindetræer. Henrik husker tydeligt sit første møde med klosterbestyrerinden, hvor hun så på ham og udbrød: ”De har sendt en vildmand!”.

Efter den lidt morsomme velkomst så Henrik på råmaterialet, som imidlertid viste sig at være et elmetræ og ikke lind. Henrik gik i gang med at skære en næsten 3 meter høj tiggermunk ud af det hårde træ. Mens han arbejdede på skulpturen, fik han besøg af Gert Jensen, som har skrevet en bog om klosterets berømte biskop Stygge Krumpen.

Gert kunne fortælle, at Børglum Kloster ikke altid har ligget der, hvor det ligger nu. Klosteret skulle flyttes i 1200 tallet, og det var kun paven, som kunne give tilladelse til sådan en flytning. Gert fortalte derfor Henrik om munken Eskil, som omkring år 1215 satte afsted fra Børglum for at indhente pavens tilladelse i Rom.

Eskil nåede Rom og fik den nødvendige tilladelse, men da han på tilbagevejen kom til Nordtyskland, fik han besked om, at paven var død. Dermed var den tilladelse, som han havde fået, ugyldig. Eskild vendte om og gik endnu en gang til Rom. Han returnerede med en ny tilladelse til Børglum, og klosteret blev flyttet.

Efter at have hørt historien om Eskil, stod det klart for Henrik, at han var i gang med at skære Fader Eskil i det gamle elmetræ, som står tæt ved den danske frihedskæmper Christian Michael Rottbølls grav, men det er en hel anden historie. Fader Eskil med sine to opadvente hænder, som er skåret i mahogni, kan ses i klosterets urtehave.

En af Henriks seneste store værker lavede han i minusgrader i starten af året. I Aalborg skulle ud af et ældre bøgetræ skabes en skulptur i en gård. Ligesom alle træer havde også dette træ en historie at fortælle. I træet opdagede Henrik nemlig to projektiler, som muligvis stammer fra krigens tid.

Med alle de fantastiske fortællinger kunne det ikke undgås, at vores kaffesnak også berørte emnet sprog. Jeg er af natur nysgerrig, og eftersom jeg ikke er opvokset i Danmark, ville jeg gerne vide, hvad en Govl er. Jeg havde gættet på, at det er nok var et nordjysk ord.

Henrik trak lidt på smilebåndet og kiggede på mig. Jeg havde ret, Govl er et af de ord, folk i Vendsyssel bruger. Det er for det meste et kælent og positivt ord, forklarer Henrik. Han fortsætter med at beskrive, at en Govl er en person, som har smagt på livet, en som er vejrbidt og har været gennem meget.

En Govl er altså et af de ord på vendelbomålet, som oftest menes positivt. Henrik deler mere ud af sin sproglige viden om typiske betegnelser på vendelbomålet, da han siger til mig: ”Det skal have noget salle!”. Igen er jeg tabt.

Tålmodig forklarer den garvede træsnitter, at hvis noget skal have noget salle, så menes der, at det eller den skal have noget, det skal repareres med. Det han være en fuge omkring vinduet eller en svejsning på bilen, der skal have noget salle.

Mens vandet til den næste kop kaffe er sat over snakker vi lidt om uddannelse. Henrik har aldrig taget en uddannelse. Livet har dannet og uddannet ham. Han har haft forskellige små jobs fra bydreng og bud til nogle undervisningsforløb i træskæring.

Henrik fortæller om en opgave i kapellet i Hjørring, Askehuset, hvor han måtte lære sig selv at støbe i bronze. Han støbte en Kristusfigus ud fra bronzebogstaver fra nedlagte gravsteder. Han har skåret i træ, siden han var 10 år, dengang familien boede på Hjørringgade i Hirtshals.

Henrik har efterhånden lavet mange sjove opgaver gennem tiderne og regnes for en af Danmarks dygtigste træskærere. Ved flere lejligheder har han repræsenteret Danmark til den verdensomspændende World Wood Day.

Siden jeg mødte Henrik første gang over en kop kaffe, er der sket meget. Henrik er flyttet fra Emils Snittehus. Han skærer dog stadig i træ, mest karikaturer og Govler.

Dagens Govl er blevet færdig, og jeg er en historie rigere.

Du kan besøge Henrik Woodpek i hans atelier på Skallerupvej 475, Sønderlev, 9800 Hjørring.

Følg ham her: Henrik Woodpek.

Foto: Jens Kranen Photography.

Efter den første offentliggørelse af artiklen i marts 2020 er Henrik Woodpek praktisk taget stoppet med træskæreriet, men har til gengæld kastet sig over at tegne og male med akvarel. Nedenfor ses en af de nyeste i skikkelse af Sylfiden.

Link til en nyere artikel om Henrik Woodpek

Woodpeks vingefang