Af Jens Kranen
Fotograf
Med artikelserien her er det lidt ligesom med en god ost – det tager den tid, det tager, og denne her tog tid.
Jeg fik ideen til at lave artikelserien under sidste års isskulpturfestival i Hirtshals. Ideen skulle dog lige lægges lidt i rugekassen, før jeg kunne bruge den og gå ud og invitere mig selv ind hos forskellige kunstnere.
Mit udgangspunkt var at skabe fortællinger om menneskene bag kunsten eller for den sags skyld kunsthåndværket. Jeg måtte dog hurtigt sande, at det at lave personlig og nærgående interviews er noget andet end at lave en reportage fra et ministerbesøg.
Jeg lærte blandt andet hurtigt, at ordvalgt har en stor betydning, når jeg efter interviewet skrev min artikel. Selv om ordet ”hippimor” blev brugt kærligt i et interview, er det noget helt andet, når det kommer på skrift. Nogle interviews har desuden været meget personlige, og det krævede en del fingerspitzgefühl at få vendt ordene rigtigt i forhold til kunstnerens privatsfære.
Der har dernæst været mange forhindringer på vejen, som gjorde, at hele projektet til tider har stået på stand-by. Min egen arbejdsmæssige situation gjorde, at jeg var tæt på at miste motivationen og mest havde lyst til droppe projektet. De vise ord, jeg engang så på en tavle; “Quitters don’t win, winners don’t quit!”, gav mig imidlertid et skub, så jeg kunne komme videre.
Da jeg søsatte projektet her, var der også faktorer, som jeg ikke havde tænkt over. Nogen kunstnere havde ikke gang i ovnen, mens andre havde så travlt med at forberede eksempelvis påskehandel, at det var svært at lave en aftale. Men nu er den her, og jeg kan se tilbage på en række fantastiske kaffemøder.
Jeg havde ikke en liste over, hvem jeg skulle besøge og interviewe, og det var del af mit koncept. Jeg har valgt den første og den sidste kunster, men ellers var det kunstnerne selv, som gav stafetten videre. På den måde fik jeg lov til at møde mennesker, jeg ikke havde mødt før.
Det har været en spændende og lærerig proces for mig at lave sådan et projekt. Jeg har bestemt ikke mistet lysten til at prøve det igen. Jeg har lært en del ud fra de erfaringer, jeg har gjort mig, reflekteret over det, der blev sagt og fordybet mig i noget, som jeg ikke havde prøvet før.
Jeg håber at min artikelserie giver dig lyst til at tage ud og besøge den ene eller anden kunster her i det nordvestlige Vendsyssel.
Mange tak til alle de fantastiske mennesker, jeg fik lov til at møde og som stillede op til et konceptløs interview over en kop kaffe.
Artiklen her rummer billeder fra besøgene hos de fleste af de skønne mennesker.
Rigtig god fornøjelse i de næste dage!