Blå himmel, hvide skyer og modent korn satte rammen ved Kornets Hus. Og lækker mad, glade gæster og ivrig snak hen over bordene fuldendte den gode stemning. Arrangørerne kunne ikke have ønsket sig det bedre.
Frokosten var en del af en inspirationsdag om planter arrangeret af Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer .Og deltagerne kom fra hele fødevarebranchen – producenter, kokke, kantinefolk, købmænd, leverandører og grossister.
Ud over frokost i det grønne bød dagen på debatter om fremtidens måltider, grønne indspark fra scenen og mulighed for at møde de mange nordjyske ildsjæle, der lægger al deres energi i at gøre korn, grønt og bælgfrugter til stjernerne i de lokale måltider.
Deltagerne var blandt mange andre Markliv, Naturbruget Tranum og Aurion.