For 13,9 millioner kroner kan du blive ejer af den ene af de haller ved Femhøje Idrætscenter og Nord Energi Arena midt i Hjørring. Du får 1.764 kvadratmeter at boltre dig på.
Hallen ejes af VUC&HF Nord, mens Hjørring Private Realskole ejer den anden hal ved siden af fodboldbanen.
Hallen, som i salgsmaterialet betegnes ejerlejligheden, er særindrettet til idræts- og undervisningsformål, som en del af et større idrætscenter, bygget i forbindelse med Hjørring stadion – Nord Energi Arena.
Salget forestås af Colliers, som beskrives sig selv som specialister i ejendomsmarkedet. Colliers tilbyder rådgivning til investorer, ejere og lejere af alle typer erhvervsejendomme. De fortæller:
Ejerlejligheden består af stor velindrettet idrætshal med god loftshøjde, der kan benyttes til mange forskellige idrætsgrene, herunder springgymnastik, da der er installeret springgrav. Derudover er der i stueplan indrettet stort depotrum til diverse redskaber samt gode omklædningsfaciliteter. På 1. sal er der indrettet undervisnings-/mødelokaler i forskellige størrelser med udsigt til fodboldbanen.
Anvendelsen er underlagt tinglyste vedtægter for ejerforeningen samt pligt til at indgå i ejerforeningens driftsfællesskab.
Der er indgået en aftale med Springteam Nordjylland om leje af idrætshallen m.v. pr. timebasis. Timesatsen er fastlagt af Hjørring Kommune, som en standardpris for udlejning af hallen og er således ikke til forhandling.
Endvidere er der lavet en rammeaftale med Hjørring Kommune omkring klubberne Vendsyssel FF og Fortuna Hjørrings brug af undervisningslokaler, toiletfaciliteter m.v. men dog ikke idrætshallen. Klubberne betaler 1.295 kr. pr. kamp ekskl. moms. Beregningsgrundlaget for lejeberegningen er fastsat i henhold til konkurrencestyrelsens model for beregning af fodboldklubbers betaling af brug af stadionfaciliteter.
I 2022 udgjorde den samlede lejeindtægten 185.086 kroner.
Endelig er der indgået en samarbejdsaftale med Hjørring Private Realskole, der ejer den anden idrætshal i idrætscenteret. Samarbejdsaftalen omfatter bl.a. aftale omkring VUC&HF NORD S/Is og Hjørring Private Realskoles fælles disponering af begge haller m.v. Der henvises i øvrigt til de indgåede aftaler, der findes i datarummet.
Du kan se mere og indgive bud senest 1. november hos Colliers.
Lidt historie:
Den 29. maj 2013 besluttede Hjørring byråd at renovere det gamle stadion. Byrådet blev forelagt tre modeller, hvori blandt andet Hjørring Private Realskole (HPR) og VUC og HF Nordjylland i det ene forslag, tilbyder at købe hele eller dele af stadion. Byrådet beslutter, at man ønsker at indgå i et samarbejdsprojekt, hvor der opføres en ny og tidssvarende tribune for kommunale midler, mens HPR og VUC betaler for opførelsen af to idrætshaller. Samlet er der tale om en investering på over 30 millioner kroner, som fordeles cirka ligeligt mellem de tre parter.
Det nye stadion blev indviet den 8. august 2015 af blandt andre Hjørring Kommunes daværende borgmester Arne Boelt og repræsentanter fra HPR og VUC. Firmaet Lund og Staun stod for byggeriet. I 2019 blev stadionet, nu Nord Energi Arena, yderligere udbygget med en ny ende tribune mod nord og med en udvidelse af langsiden mod øst. (Kilde: Wikipedia)
Hjørring Kommune, Hjørring Private Realskole (HPR) og VUC har i fællesskab finansieret Nord Energi Arena.