Der er på trods af den mørke tid og fortsat mange restriktioner samt respekt for coronasituationen små lyspunkter, som man må huske at lægge mærke til.
– Det glæder os at smittetrykket er faldet således at beboerne på ældrecentrene og botilbuddene kan få besøg igen. Der er mange ældre, som har følt sig ensomme og svigtet i lang tid, hvilket er meget forståeligt. Perioden har ligeledes været svær for de pårørende som har deres kære tæt på uden, de har måttet dele deres omsorg og kærlighed. Så nu må alle få glæden opfyldt i denne mørke tid og specielt nu vi går julemåneden i møde med dens glæder og hygge, siger Kirsten Holst, som er Formand for Hjørring Ældreråd.
– Det er selvfølgelig vigtigt at alle tænker sig om og respekterer de foranstaltninger som påkræves så besøgene kan fortsætte. Der er mange andre som har følt sig ensomme de sidste måneder, hvor aktiviteterne har været aflyst. Skulderklap og smil har gennem lang tid været sparsomme. Jeg vil gerne opfordre til at i giver et smil og rosende ord til dem i møder på trods af mundbind. Alle i der har overskud spred den glæde som giver livsglæde tilbage, uddyber Kirsten Holst.
Ældrerådet glæder sig ligeledes over genindførelsen af klippekortet som ældrerådet har arbejdet på i 2 år.
– Vi håber klippekortet (½ time ekstra hjælp til de der visiteres til det) må komme de mest sårbare til gode. På ældreområdet er der tilført seks millioner kroner. Vi er tilfredse med, at Hjørring Kommune afsætter flere midler til at dække den demografiske udvikling efter nøjagtige tal, som bliver trykprøvet og reguleret hvert år. Samtidig glæder vi os over, at klippekortsordningen, som Hjørring Kommune afskaffede i 2018, er genindført. Alt i alt vurderer vi på baggrund af genindførelsen af klippekortsordningen, at ældreområdet vil få et løft. Der er ikke tale om et stort løft, men det er en god begyndelse, forklarer Kirsten Holst.
Hjørring Kommune har afsat 1,5 millioner kroner til klippekortsordningen i 2021, og beløbet stiger til 3 millioner kroner i 2022. Ældrerådet har fokus på ensomhed og vil følge op på aktiviteter bliver genindført igen for borgerne, både borgerne og frivillige har savnet diverse aflyste aktiviteter.