Transportansatte kan se frem til en stigning i månedslønnen på 3.150 kroner plus ekstra penge på fritvalgskontoen, skriver TV2 Nord.
Torsdag var en ekstra god arbejdsdag for Jimmi Toft Christensen og hans kollegaer ved Danske Fragtmænd. Ved formiddagstid blev der nemlig indgået en ny overenskomst for chauffører, lagermedarbejdere og havneansatte.
– Jeg synes jo, at det er fint, fordi den falder ud til det arbejdende folks fordel den her gang. Seks kroner ekstra i timen det næste år. Det, synes jeg da, er okay, siger Jimmi Toft Christensen, der er voksenelev ved Danske Fragtmænd.
Aftalen giver de ansatte seks kroner ekstra i lønningsposen i timen per 1. marts 2023, og de får yderligere 5,75 kroner ekstra fra 1. marts 2024. Desuden skal arbejdsgiverne fremover indbetale to procent mere til medarbejdernes pensionsopsparing.
Jimmi Toft Christensen har arbejdet hos Danske Fragtmænd i knap fire år. Selvom han gerne så, at arbejdsgiverne betalte medarbejderne endnu mere i pension, og at lærlingene fik endnu mere i løn, så har han det godt, hvor han er.
– Jeg tager gerne fire år mere, siger han.
Fejres med sjus
Han er langt fra den eneste, der glæder sig over aftalen. I Stark i Aalborg har de svært ved at skjule deres begejstring.
– Det er en aftale, der er i hvert fald for mig bliver svær at stemme nej til. Det er et resultat, der er omkring det, jeg havde håbet på, og i hvert fald bedre end det jeg havde forventet, siger fællestillidsrepræsentant i Stark Aalborg, Dennis Bruun.
Da TV2 Nord besøger lagermedarbejderen torsdag eftermiddag, har han fortsat ikke hørt en kollega være utilfreds med aftalen. Der er snarere feststemning.
– Jeg havde en kollega, der mente, at han skulle hjem at have en sjus at fejre det her med, så det vidner om, at det bliver taget godt imod, siger han.
Det var 3F og Dansk Industri, der nåede til enighed om overenskomsten onsdag aften. Aftalen skal nu sendes til afstemning blandt medlemmerne på transportområdet. Her skal den stemmes igennem, før den officielt kan træde i kraft.
Her er de centrale punkter
Dansk Industri og 3F Transport er torsdag morgen blevet enige om en ny overenskomst, der er gældende for to år.
Torsdag er aftalen blevet præsenteret på et pressemøde i Industriens Hus.
Af aftaleteksten fremgår det, at normaltimelønnen stiger med 6 kroner per 1. marts i år og med 5,75 kroner per 1. marts 2024.
Dermed vil de transportansattes månedsløn stige med 3150 kroner over to år.
Større frihed og fleksibilitet
Øvrige genebetalinger stiger med 4,5 procent i 2023 og 3,5 procent i 2024, og betalingssatserne til elever og lærlinge forhøjes ligeledes med 4,5 procent i 2023 og 3,5 procent i 2024.
Desuden hæves den såkaldte fritvalgskonto med 2 procent – fra 7 til 9 procent – per 1. marts 2024.
Det betyder, at den enkelte chauffør får større frihed og selv kan bestemme, om pengene fra fritvalgskontoen enten skal gå til ekstra løn, mere ferie eller højere pension.
Endelig skal arbejdsgiverne indbetale 2 procent mere i pension af den nuværende pensionsindbetaling. Denne betaling går fra 8 til 10 procent per 1. juni 2023.
Medarbejdernes bidrag til pensionen bliver samtidig sat ned fra 4 til 2 procent.
Chaufførerne i transportsektoren får også mulighed for at planlægge deres arbejdstid mere fleksibelt – dog mod en særskilt betaling.
Flere aftaler er landet
De seneste dage er der indgået flere overenskomster på en række områder.
Få overblikket her over de indgående overenskomster her:
- Finanssektorens aftale
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Finansforbundet er blevet enige om en ny overenskomst for 41.000 finansansatte.
Aftalen løber i to år frem til marts 2025.
Den byder på lønstigninger på 4,5 procent i 2023 og 3,7 procent i 2024.
Barselsperioden for fædre og medmødre udvides med ti uger til i alt 26 uger med fuld løn og pension. Dermed ligestilles barslen mellem forældre i sektoren.
- Detailhandlens aftale
Dansk Erhverv og HK Handel har indgået et forlig om en toårig overenskomst, der kommer til at gælde for cirka 150.000 ansatte.
Parterne er blevet enige om at øge mindstelønnen med et beløb, der svarer til 721 kroner ekstra om måneden. Stigningen skal ske en gang årligt i overenskomstperioden.
Den såkaldte fritvalgskonto løftes med to procent.
Arbejdsgiverne skal indbetale yderligere to procent til ansattes pensionsopsparing. Det betyder, at der skal indbetales ti procent i stedet for otte.
- Industriens aftale
Dansk Industri og CO-industri blev i februar enige om nye overenskomster for cirka 230.000 private på industriens område.
Mindstelønnen stiger med ni kroner i timen.
Arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til pensionen, mens lønmodtagerne skal betale to procent mindre.
Fritvalgskontoen stiger fra syv til ni procent næste år.
Barsel med løn bliver forlænget med fire uger til samlet 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet.
Kilde: TV2 Nord.