Tillykke til konfirmanderne i Tornby

Konfirmanderne i Tornby er som bekendt den sidste årgang, der bliver konfirmeret på en officiel Store Bededag i Danmark. Konfirmationen blev forestået af sognepræst Lars-Erich Stephansen.

Konfirmanderne:

Stort tillykke til de smukke unge mennesker!

Prædiken af Lars-Erich Stephansen ved konfirmationen Store Bededag 2023 i Tornby Kirke

Det er Store Bededag i dag for sidste gang, bods- og bededag. Dvs det er tid for eftertanken. Tid til at standse op. Men forhåbentlig ikke for sidste gang. Hvad hjalp det et menneske, om han gik videre og videre, og det måtte siges om ham: han går hele tiden videre; når det samtidig må siges om ham: der var intet, der standsede ham, som Søren Kierkegaard skrev et sted. For standsningen er ikke dorsk ro, standsningen er også bevægelse: en bevægelse i det indre, hjertets bevægelse. Standsningen er eftertanke og selvfordybelse; mens dét til enhver tid blot at gå videre, uden eftertanke, er og bliver en bevægelse i overfladen.

Eftertanke. Tanker efter at noget er sket. Besindelse på det, der er sket. Det er også det, teksterne til bods- og bededag handler om. Salmisten, der erkender sin synd i forhold til Gud og ved, at kun Gud kan udslette hans skyld. Johannes Døberens voldsomme og fordømmende prædiken over jøderne, der tænkte, at de kunne undgå Guds vrede ved at påberåbe sig, at de er jøder. Men øksen ligger allerede ved træets rod, råbte Johannes lidenskabeligt, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. Sådan fældede han dom, ikke ved stille eftertanke, men med lidenskabelig vrede.

Underligt, at de gamle fædre valgte netop sådan en tekst at forkynde evangelium med, selv om det er bods- og bededag; for selv om Johannes Døberen var forløber for Jesus af Nazareth, så var den uforsonlighed på ingen måde karakteristisk for Jesus. Tværtimod: heller ikke jeg dømmer dig! sagde Jesus til kvinden, som de havde grebet på fersk gerning sammen med en anden mand. Det var nogle selvretfærdige, der havde ført hende hen til Jesus. Da han havde sagt til dem, at den af dem, som selv var ren, jo kunne kaste den første sten, var de listet af, en efter en, de ældste først. Heller ikke jeg dømmer dig! gå bort og synd fra nu af ikke mere.

Sådan forstod Jesus altid at vække den stille eftertanke. Han fik dem til at stoppe op, når de fór frem med bål og brand: Videre, videre, der skal renses ud! der skal kastes flere sten. Det var altid den enkelte, han fik til at tænke sig om. Flokke optræder nu engang som flok, og flokke er det nemt at få til at kaste med sten i en massepsykose; men Jesus siger: Den af jer, som mener, han er ren, kan jo kaste den første sten. Hmm, tænker man så, det må jeg nok tænke lidt mere over. For mig selv.

Det er ikke godt, når det om et menneske må siges, at der var intet, som standsede ham. Bare tænk på de frygtelige sager på Vestsjælland, der er aktuelle lige nu. Eller tænk på når en vældig entreprenør og bygherre, som tromler alt ned foran sig: af banen, af banen, her kommer jeg! Eller politikeren eller forfatteren eller filmmageren, som forfører sig selv, så det bare går derudaf. Men standsningen er forudsætning for bevægelsen i det indre, for at menneskesindet ikke skal stivne i dogmatisme og forkvaklede læresætninger, ikke vil lære nyt, ikke vil tage ved lære af sine fejltagelser, måske slet ikke vil indse, at det var fejltagelser. For at kunne bevæge sig i det indre, må man standse op i det ydre. Ellers tager den ydre bevægelse det hele, så der kun bliver den ydre bevægelse og ingen bevægelse i det indre.

Men standser man, fortsætter bevægelsen i det indre. Det hedder ikke tilfældigt, at man bliver bevæget, at man bliver rørt i forbindelse med afgørende begivenheder i ens liv, hvor man netop standser op. Ved en fødsel. Ved en dåb. Ved en konfirmation. Ved et bryllup. Mange mennesker kan ikke lade være med at knibe en tåre i sådanne situationer, fordi de bliver bevægede. Noget har bevæget dem. Noget har rørt dem. Måske skyder man rørelsen fra sig, måske ønsker man ikke at blive bevæget, men fortsætter som hidtil; men man stoppede dog op, så bevægelsen blev mulig. Man bevægede sig blot ikke – eller man gjorde det?

Og bliver man standset brat fx ved et dødsfald eller ved beskeden om, at man har fået kræft, så kan det billedligt være, som når et fly lander på den korte landingsbane på Færøerne, og man føler det, som om flyet går næsten på næsen, og håndtasker og overtøj og pakkenelliker ryger rundt i bagageboksen, så alting bagefter ligger hulter til bulter. Så voldsom kan den indre bevægelse være i et menneske, som ufrivilligt bliver tvunget til at stoppe brat op. Det kan være kaos indvendig. Og det kan tage megen tid og være nødvendigt med megen ro til eftertanke, før man får møbleret om, så alting igen kan falde på plads.

Meningen med Store Bededag er, at man skal standse op og give plads for eftertanken, plads for Jesu ord, også når han siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let. Amen.

Konfirmandtale af Lars-Erich Stephansen Store Bededag 2023 Tornby

Kære konfirmander, vi ta’r den en gang til.
I kan den udenad, det er så ligetil,
den med trosbe’kendelsen og fadervor og Gud,
ti bud, den gyldne regel & kærlighedens bud.
– Hva’ så der? Kærlighedens bud.

Slå ørelappen ud, for det her det går stærkt,
I har nu hørt på leksjen om Guds Faders skaberværk.
En myte er en sandhed, iklædt poetisk sprog,
som selv om den er løgn, gør os på livet klog.
For livet er Guds gave, for gaver si’r man tak;
nogen mener sikkert at det er vås og snak;
men livet ER en gave, vi ta’r det ikke selv
og ved jo heller ikke hvornår vi si’r farvel.
– Farvel – og tak.

Hva’ så konfirmander, vi ta’r den en gang til.
I kan den udenad, det er så ligetil,
den med trosbe’kendelsen og fadervor og Gud,
ti bud, den gyldne regel & kærlighedens bud.
– Kærlighedens bud. Og Gud.

Slå ørelappen ud og hør igen om Gud,
at Jesus var hans søn som altid stod for skud.
De hængte ham på korset, han havde intet gjort,
end vist dem alle sammen, de mindste er no’ed stort.
For i Guds gode rige, der tæller ingen magt,
kun den som får folks hjerter til at slå i samme takt.
Derfor kom han til verden, Marias lille nor,
så alle her kan mærke og se at Gud er stor.
– Stor, det lille nor.

Kære konfirmander, vi ta’r den en gang til.
I kan den udenad, det er så ligetil,
den med trosbe’kendelsen og fadervor og Gud,
ti bud, den gyldne regel & kærlighedens bud.
– Ja, kærlighedens bud.

Slå ørelaplapperne ud, vil I lig’ straks tie stille,
jeg ved jo udmærket meget meget godt der var noget I meget hel’re ville,
end høre lidt om Luther som ført af troens bånd
sku’ lære jer en smule, bare en lillebittebittebittebitte smule om Guds gode Helligånd.
Den ånd som gi’r et løft og får os til at tro,
som gi’r os liv i sjælen, gi’r styrke fred og ro,
selv når vi slås og strides, når sorgen slår os ned,
når skæbnen er os hård, og livet gør os ked.
– Led & ked.

Kære konfirmander, vi ta’r den en gang til.
I kan den udenad, det er så ligetil,
den med trosbe’kendelsen og fadervor og Gud,
ti bud, den gyldne regel & kærlighedens bud.
– Hvor svært kan det være?

Klap i, hold mund, hør efter, det’ her det foregår,
for I skal konfirmeres, det’ nu det forestår.
Guds børn I blev i dåben, men hvem kan huske det?
Så det skal repeteres, om lidt så skal det ske.
Klap i, hold mund, hør efter, så er det lige nu,
I får en stor belønning for det I sku’ ku’ ku’;
men om I også kan det, det ved I nok kun selv,
jeg kan bare ønske jer lidt lykke & lidt held.
– Lykke & held i tiden der kommer

Hva’ så konfirmander, vi ta’r den sidste gang.
I kan den udenad, det er den samme sang,
den om trosbe’kendelsen og fadervor og Gud,
ti bud, den gyldne regel & kærlighedens bud. – Og amen.