Af Tim Jensen
Byrådsmedlem
Socialdemokratiet
Tårs
Det er ingen hemmelighed, at valgudfaldet ikke blev helt som forventet eller ønsket. Stor tilbagegang i antallet af stemmer og mandater til Socialdemokratiet, som førte til et borgmesterskifte.
Jeg har været utrolig glad for mit 8 årige samarbejde med Arne Boelt og havde set frem til endnu en periode, men sket er sket, og jeg er klar til at tage kampen op og arbejde for lokalbefolkningen.
Mit ønske om at komme i byrådet skyldes et dybt ønske om at arbejde for de unge i vores kommune, sikre at selv de små byer bliver husket i en stor kommune, og det har jeg bestemt tænkt mig at arbejde videre for.
Og derfor skal igen lyde en stor tak for opbakningen og stemmerne.
Til trods for tilbagegang for Socialdemokratiet havde jeg personlig fremgang, en fremgang jeg er stolt af, og som ikke kunne være opstået uden den store støtte og opbakning, jeg har mødt.
Så tak. Tak for 4 år mere til far til fire, og tak for muligheden for at arbejde lokalpolitisk i 4 år mere.


