Tina Dickow har hidtil været rimeligt forskånet for at skulle udskyde koncerter i det sidste halvandet års tid, men så lige netop som tingene er nogenlunde oppe at køre igen, må hun altså udskyde koncerten på Nordsøen Oceanarium.
– Jeg er nødt til at udskyde den første del af min forårsturné, nemlig den jyske del. Vi har simpelthen været for håbefuldt optimistiske omkring, hvor lang tid det ville tage at få sangene herhjemme fra studiet hos mig og hjem til JER. Altså sådan noget som tryk af go’e gammeldags vinyler og cd’er, det tager bare lang tid, og det tager endnu længere tid for tiden grundet Covid-19, lyder det fra Tina Dickow.
– Jeg er SÅ ked af at skulle gøre det hér, men jeg står med et album, som jeg glæder mig vanvittig meget til at dele med jer og tanken om at skulle ud at spille de hér nye sange, inden I for alvor har hørt dem, inden I har lært teksterne og korstemmerne, det piner mig simpelthen for meget. Så jeg håber, at I er nogenlunde med på det her og trods alt kan glæde jer over at få lidt mere tid til at lære musikken at kende, til at glæde jer og til at lære harmonierne og teksterne, så I for alvor kan synge med, uddyber sangerinden.
– Og så håber jeg ikke, jeg siger for meget, hvis jeg påstår, at der kommer et nyt album d. 1. april. Det vil jeg glæde mig rigtig meget til – og jeg håber vi ses til en forrygende aften i Hirtshals – altså den 15. oktober i stedet, slutter Tina Dickow.
Arrangørerne hos Hirtshals Musikforening er også ærgerlige over flytningen, da de stod med en udsolgt koncert, men de glæder sig naturligvis helt vildt til at se Tina Dickow & band til efteråret. Det er efter deres termer en ret vild ting, at de kan præsentere så stort et navn i Hirtshals.
Arrangørerne håber alle er med på flytningen, men hvis ikke man kan på den nye dato, så kan www.billet.dk naturligvis refundere billetterne. Eventuel refundering af billetter skal de dog have en melding om SENEST den 1. januar 2022 på mail til niels@skagafm.dk