Af Tina Johanne Søndergaard
Lærer og vocalist
Hjørring
Jeg er meget taknemmelig for at leve i en tid og i et land, hvor jeg kan blive vaccineret eller få lægehjælp, hvis jeg bliver syg.
Sådan var det ikke for hundrede år siden. Min farfar nåede at skrive sine erindringer inden han døde tilbage i 1997. Det er en god ting at skrive erindringer, et tilbageblik med historisk perspektiv. Vi kommer til at kende vores familiens historie og den samtid, de levede i. Meget går i hvert fald tabt, hvis vi glemmer at skrive eller tale om den – vores fortid. Min farfar skrev sine erindringer for at give historien videre til os.
Noget af det min bror Kristoffer og jeg hæftede os ved, som havde stor betydning for vores farfars liv og som han huskede, det var koppervaccinen og penicillinen.
Tre familiemedlemmer døde i begyndelsen af 1900-tallet af tuberkulose. Altså en sygdom, der er dødelig og den dag i dag stadig eksisterer og koster 1,7 millioners liv på verdensplan. Med rette TB-behandling, kan man få bugt med bakterien, men en behandling koster så meget at de fattigste lande i verden ikke kan være med. Det kan vi her i Vesten ikke være bekendt.
Derfor lever TB i bedste velgående. Vi kan slæbe den med os hjem fra fjerne egne – på samme måde som med Covid-19 og nu Omikron. Chancen for blive smittet er meget lille, fordi der heldigvis er få, der bærer bakterien og heldigvis er den ældre del af befolkningen vaccineret mod tuberkulose.
Min farfar nåede at opleve vaccinens fremgang – han var ydmyg og ihht koppervaccinen, var det en skelsættende dag i hans liv. Kopper var en virus, der ligeledes kostede menneskeliv. Koppers dødelighed er anslået til at være mellem 20 og 60 procent. Så det er klart min farfar huskede netop den dag, han blev vaccineret. Han beskriver det, som noget af det tidligste han husker.
Når vi idag oplever modstand mod vacciner, kan det skyldes mange ting. Der er mange, der taler for at naturlig immunitet er den rette vej. Der er også nogle, der mener vores DNA ændres. Det skal jeg ikke kloge mig på, dertil ved jeg ikke nok. Jeg kan derimod undre mig over, at der er strømninger i tiden, der modarbejder vacciner (både Corona men i den grad også MFR-vaccinen, der er en del af Danmarks vaccinationsprogram) og på den måde lader hånt om årtiers ekspertviden og verdenssundhed. Men jeg ved, at ligesom min farfar oplevede lettelse, da han modtog sin vaccine omkring 1918, så er jeg ligeså lettet efter min 3. vaccine – og jeg er ligeså taknemmelig, som han var.
For virus og bakterier kommer og går, og med et sundhedssystem og et vaccinationsprogram, der fungerer, så er jeg lykkelig for at leve i Danmark.