Af Tina Johanne Søndergaard
Hjørring
Hver morgen vågner jeg op til Poul Anker Bechs billede med det flyvende parcelhus i Råbjerg Mile.
Jeg var sytten år, da jeg arbejdede på Det Grafiske Værksted (Idag Hjørring Grafisk Værksted) i Nørregade.
Ovenpå lå dengang Vendsyssel Egnsteater med Helge Reinhardt, det skønne, levende, omfavnende menneske, i spidsen. Hvilken energi. Han var foruden at være grundlæggeren til Vendsyssel Teater også med til at starte Jomfru Ane Teateret i Aalborg op. Baggården i Nørregade emmede af virketrang, kreativitet og spændende mennesker. Ikke mindst på Hjørring Grafisk Værksted. Dengang hed lederen Jan Andersen. Det var en skøn tid, og jeg havde forinden gået på De grafiske fag i Aalborg og processerne omkring faget gik ligesom igen – bare i en mere æstetisk tilgang.
På DGV mødte jeg for første gang Poul Anker Bech. Det blev til gode og lærerige timer. Jeg blev inviteret med op at flyve. Han havde i Sindal Lufthavn et lille Piper, som han brugte, når han havde brug for at få luft under vingerne til at hente inspiration til sine malerier.
Mens vi hang deroppe i det blå over Skagen – med udsigt til Sverige, bad han mig overtage roret. Jeg husker, hvordan jeg nervøst kravlede fra det lille bagsæde i flyet over til førersædet og pludselig styrede et fly rundt over Nordjylland. Imens tog Poul billeder. Fornemmelsen af at sidde dér med evig blå himmel over mig og flere hundrede meter under mig, var helt særligt. Ikke just som at drøne afsted på fire hjul på fast underlag. Det føltes frit og lidt farligt – og som om rummet, vi fløj rundt i, var uendeligt. Efter lidt tid tog Poul roret igen, og vi fløj tilbage til Sindal og landede sikkert.
Da tiden var inde til jeg skulle videre i uddannelsessystemet, fik jeg litografiet med det flyvende parcelhus. Fordi jeg var særligt glad for det. Farverne især og min fortolkning; tanken om at løsrive sig fra noget så bundet og idéfattigt som en parcelhusgrund. Det syntes Poul, jeg skulle have. Han signerede det til mig og skrev mit navn herpå.
Jeg har for nylig fået det genindrammet. Det kræver litografier fra tid til anden – hvis farveægtheden skal bevares. Jeg skulle nok have fået det indrammet med den karakteristiske grå ramme, som Poul selv valgte til sine billeder. Det kan nås endnu.
Jeg er lige så glad for det store litografi, som da jeg fik det for 35 år siden.
