Af Tina Søndergaard
Hjørring
Jeg bliver en anelse trist over uklarheden vedr vores covid-19-mink situation.
For det første; jeg er ked af det på dyrenes vegne. 17 millioner smukke dyr, der har måtte lade livet. Dernæst er jeg berørt over, hvordan det påvirker avlerne og deres livssituation. Det er en lortesituation. Minkavlerne er vrede, frustrede over modsatrettede udmeldinger. Det forstås udemærket.
Regeringen har ikke haft styr på sagen. Det står klart. Hvordan har de egentlig kunne det?
Har vi prøvet noget lignende før? Hvad er rigtigt, overfortolker vi, undervurderer vi, vælger vi at bruge trods og ser stort på regeringens retningslinier eller udviser vi overbeskyttende adfærd?
Meningerne er mange, næste lige så mange, som vi er mennesker i Danmark. Hvordan skal vi navigere i det kaos, der er i kølvandet af Covid-19? Hvilke love, hvilke regler gælder? Hvem skal vi tro på?
Vi BLIVER nødt til at tro på regeringens udspil, bliver nødt til at tro på, at de kan hjælpe Danmark igennem. Men når det viser sig at de folkevalgte tager fejl, bryder helvede løs.
For selvom de er folkevalgte, har gode uddannelser og lønninger, så hjælper det ikke en fløjtende fis i vores nuværende situation. Selv SSIs anbefalinger forvirrer. Hvem lytter, hvem taler sammen og er retningen klar?
Nej, for ingen, som i absolut ingen, har stået i noget lignende.
Der bliver stillet kritiske spørgsmål til vores statsminister om hele miseren. Det er som det skal være. Men retorikken er skarp. Ansvar skal placeres. Nærgående journalister lugter blod. Punktum. Lige nu peger alle pile på miljø- og fødevareminister Mogens Jensen. Så bliver vi glade – syndebukken er fundet. Farvel og tak!
Da vi i Danmark, som skrevet, aldrig har prøvet noget lignende før, så handler vi på manglende overblik og en anelse panik. Uanset stand. Vi frygter, at Kloster-5 udvikler sig til endnu en pandemi og Nordjylland bliver det nye Wuhan.
Sker det, handler det ikke om at at udskamme, men om at stå sammen, når det virkelig batter. Hvor gode er vi egentlig til det?
