Lønstrup Café Bio genåbner som nævnt på tirsdag den 24. november med et foredrag om den grønlandske indlandsis leveret direkte fra Aarhus Universitet.
Herefter følges det trykte program med filmen Tysktime, som er en filmatisering fra 2019 af en roman fra 1968 af forfatteren Siegfried Lenz. Romanen blev en bestseller i både Tyskland og Danmark.
Filmmagasinet EKKO skrev: “Tysktime er en fremragede film, som gør tysk fortid nutidig ved at gøre historien levende. Den store såvel som den lille.”
Læs mere herunder og mød så op til en hyggelig, coronatryg oplevelse i den hyggelige biograf.
Husk – du kan stadig reservere billetter på sms til 2053 1184 (Der kan IKKE ringes til nummeret).
Grønlands indlandsis. Foredrag
v/Prof. i kvartærgeologi Nicolaj Krog Larsen, Globe Institute, Københavns Universitet og
Prof. i geofysik David Lundbek Egholm, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet
Tirsdag den 24. november kl. 19.00 – Gratis adgang
Indlandsisen har ændret Grønlands landskab og gemmer stadig på mange hemmeligheder.
Hør om forskernes nylige fund af meteorkrater under isen, og om den globale opvarmnings påvirkning på indlandsisen og få indsigt i, hvornår Indlandsisen blev dannet, og hvordan Grønland så ud, før isen kom.
Tysktime
Den 25. 26. 27. og 29. november kl. 19.30
Tysk drama 2020. 2t. 10 min. Instruktion: Christian Schwochow
Filmen starter lige efter Anden Verdenskrig, hvor Siggi sidder i en anstalt for adfærdsvanskelige unge og skal skrive et essay om ”pligtens glæder”. Han ender med at skrive et memoir over sin meget pligtopfyldende fars fortid som politibetjent på øen Sylt i Vadehavet.
Baseret på en bog af Siegfried Lens og er en på én gang storslået og humoristisk beskrivelse af marsken og dens befolkning midt i krigens vanvid, skrevet i ’68, hvor ungdomsoprøret krævede et opgør med tavsheden efter krigen.
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.