Denne tirsdag aften er sidste chance i denne sommer for at komme med på en spændende bunkertur i Tversted med eksperten Flemming Hammer som guide.
Mødestedet er ved Polarkiosken nær Tannishus klokken 19.00. Alle er velkomne, og det koster 50 kroner for voksne og intet for børn.
For en uge siden aflyste vejret turen, og ved den seneste for to uger siden var der rekord-deltagelse med sol og højt humør som en storslået kulisse til bunkerturen i Tversted.
Inklusive guide og fotograf var der i alt 60 glade gæster mødt op til det, der også var en flot generalprøve på nogle af de nye ruter, der sættes i søen næste forår.
Hvert år i Tversted er besættelseshistorisk formidler Flemming Hammer fra Bunkergruppen Hirtshals klar til at give både lokale og gæster, en spændende historisk bunkertur rundt i det store tyske kanonbatteri ”Marine Stützpunkt Tversted”.
Tider og mødested
Der er ture hver tirsdag i sommerferien, lørdag i efterårsferien, samt lørdag i påsken.
Man mødes tirsdag klokken 19.00 i de annoncerede uger 29-30-31-32-33 ved bænken foran Polarkiosken ved feriehotel Tannishus. Der er ingen tilmelding – mød blot op.
I efterårsferien uge 42 samt påskelørdag mødes man samme sted lørdag klokken 12.00
Husk fornuftigt fodtøj og eventuelt en lygte.
Flemming Hammer tager deltagerne med på disse spændende, offentlige bunkerture rundt i stort set hele fæstnings-området. Den erfarne guide giver deltagerne mulighed for at se og høre om både kanonstillinger og mandskabsbunker samt komme en tur ned i ildlederbunkeren.
Deltagerne passerer også masser af bunkere, løbegrave og tyske efterladenskaber fra krigen. Turen går også forbi det store infanteri-område, hvor de tyske hær-soldater holdt til, og der er mulighed for at se eksempler på forsvaret af batteriet mod landsiden.
Deltagerne får også et indblik i de tyske bunkere, som folk i dag har valgt at bruge på nye og alternative måder.
De seneste 10 sæsoner er bunkerturene i Tversted blev en voksende succes med flere end 500 besøgende turister og lokale deltagere.
Det er primært danske gæster, der deltager på de guidede ture, og derudover er der mange foreninger og firmaet, som bestiller en bunkertur med formanden for Bunkergruppen Hirtshals, Flemming Hammer, som særdeles kyndig guide på alle bunkerturene i Tversted.
Om morgenen den 11. april 1940 kørte de første tyske soldater ind i Tversted. Der ankom i løbet af besættelsen i alt en fast styrke på 102 marinesoldater og 60 hærsoldater, samt et kompagni infanterister fra et hviderussisk kompagni.
Deres opgave var at påbegynde et stort marine-støttepunkt i Tversted og udbygningen fortsatte frem til 1945, hvor kanon-batteriet stod færdigt med fire flåde-kanoner og 52 beton-installationer, samt otte kilometer løbegange og 6200 panser samt personel-miner.
Det tyske kanonbatteri i Tversted havde til formål at sikre vejen op fra stranden og farvandet ud for kysten imellem Hirtshals og Skagen. Den tyske besættelsesmagt ønskede ved hjælp af de tyske flådekanoner og de tyske marine-soldater at vanskeliggøre en fjendtlig landgang fra nord.
De tyske hær-soldater opbyggede ligeledes et yderst effektivt infanteri-støttepunkt i Tversted, der med kampklare infanteri-soldater havde til formål at beskytte batteriet samt bevogte vejen fra syd.
Batteriets hovedvåben var fire 10,5 centimeter tyske ubåds-kanoner der var placeret i åbne betonbriske, med tilhørende ammunitionsbunkere, mandskabsbunkere, ildleder-bunker, samt i alt 52 beton-installationer i form af mortèr-bunkere, maskingeværsbunkere, sanitets-bunkere med videre.
De 52 bunkere/beton-installationer, der er bygget i kanonbatteriet, er anderledes fra andre kendte bunkersområder, da stort set alle de lokale tyske bunkers ligger på privat grund. Det har betydet, at man i Bunkergruppen Hirtshals har brugt mange timer på opsøgende arbejde og kontakt til lodsejerne samt lavet aftaler om, at bunkerne må fremvises på populære bunkerture.
Efter sommerens ture og rundvisninger bruges der i efteråret og vinteren mange timer på at klargøre området til næste sæson. Der er bunkere, der sander til, stier der gror til, og ny aftaler, der skal indgås med henblik på nye og spændende ruter.
Bunkergruppen Hirtshals har eksisteret siden 1991 og blev oprettet, da man begyndte at udgrave det store bunkersanlæg ”10 batteri”, der er placeret ved Hirtshals Fyr.
De dygtige og ihærdige mennesker i Bunkergruppen Hirtshals brugte knapt 10 år på at lave bunkermuseet og drev selv museet og de guidede ture de første 16 år. Vendsyssel Historiske Museum (VHM) overtog i 2008 driften og formidling.
Bunkergruppen Hirtshals er i dag VHM’s officielle arbejdsgruppe i bunkermuséet, som står for vedligeholdelse og reparationer af bunkerne med videre. Flemming Hammer er formand for en lille eksklusiv skare af ligesindede bunkers-interesserede.
Læs mere om det spændende Bunkermuseum Hirtshals…
Bunkermuseet er reelt et frilandsmuseum med fokus på historisk typehusbyggeri