Amfetamin, kokain, hash, marihuana, LSD, MDMA, diverse former til euforiserende piller – og sågar viagra – har ifølge politiet været på menuen hos de to mænd på henholdsvis 26 og 30 år. Og politiet mener at have fat i to mænd, som de senere år har leveret narko til Hjørring, skriver TV2 Nord.
De to skal efter planen for Retten i Hjørring mandag og tirsdag, og det fremgår af politiets anklageskrift, at de to åbenbart er blevet snuppet et utal af gange de senere år – både sammen og hver for sig. Flere gange er de ifølge politiet blevet fundet i besiddelse af ganske betydelige mængder narko af vidt forskellig slags.
De 26-årige blev eksempelvis taget med narko to gange med kun en uges mellemrum i april 2021. Første gang 14. april, hvor politiet anklager ham for besiddelse af 55 gram amfetamin, 560 gram hash og marihuana samt næsten 2000 ulovlige piller med euforiserende virkning.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Snuppet igen en uge senere
Blot en uge senere – 21. april – er han tiltalt for besiddelse af narko sammen med den 30-årige. Her er de tiltalt for at have besiddet 109 gram hash og 20 ulovlige piller.
Ganske kort tid efter, nemlig 5. maj, blev de to – ifølge sagens oplysninger – taget igen. Denne gang var de ifølge politiet ved at sælge to LSD-mærker. I den forbindelse blev de fundet i besiddelse af 26 gram amfetamin, knap 400 gram hash og marihuana, 88 LSD-mærker, MDMA, kokain og ulovlige piller.
Det omfattende anklageskrift omfatter også et forhold fra 10. september 2021. Her er de to tiltalt for besiddelse af 149 gram amfetamin, omkring 900 gram hash og marihuana, 102 joints, lidt kokain, MDMA, 140 ecstasy-piller og forskellig medicin som fentanyl og ketamin, der ofte anvendes sammen med anden narko.
Anklageskriftet omfatter også en lang række tilfælde af kørsel i narkopåvirket tilstand, besiddelse af mindre mængder narko til eget brug og besiddelse af forskellige former og ulovlige våben.
Ulovlig udskænkning på café
Den 26-årige er desuden tiltalt for at have udskænket alkohol i strid med bevillingen til kunder på en vandpibecafé, som han tilsyneladende har drevet midt i Hjørring. Caféen er nu lukket.
Det fremgår ikke før sagens start, hvad de to siger til anklagerne. Bliver de to kendt skyldige, vil sagens anklager formentlig gå efter at få den 26-årige udvist af Danmark, fremgår det af anklageskriftet.
Kilde: TV2 Nord.