Vejrudsigten har længe været træls, men den har endnu ikke spoleret stemningen inde i teltet, hvor der trods alt fortsat er tørvejr ved Musik Under Trappen.
Søndag aften var det Rita Qvist, Jump and til Blue Note og Lars Andersen, der bidrog fornemt til at holde humøret højt på Sydvestkajen.
Mandag aften åbner CW Band, hvorefter den står på irsk folkemusik, først med The Irish Waterfalls, som er et yderst populært band, der snart kan begynde at skimte et 20 års jubilæum i horisonten. Det var nemlig i 2004, de første gang så dagens lys.
Arrangørerne har næsten ikke tal på, hvor mange gange de har været en del af festen hernede, men publikum er vilde med dem, og der er altid en fantastisk stemning, når de er på scenen.
The Irish Waterfalls
The Irish Waterfalls leverer som altid en koncert med fortolkninger af Amerikansk Folk-Music og naturligvis irske toner. Der er nærmest statsgaranti for, at dansegulvet bliver flittigt benyttet.
Glæd dig til et mix af super skøn musik, god stemning, sjove fortællinger med masser af lune og humor. Som altid er The Irish Waterfalls fyldt med sjove anekdoter og fortællinger med masser af jysk lune. Bandet har i øvrigt igennem tiderne udgivet flere CD’er og spillet utallige jobs på både store og mindre scener.
På scenen er Susanne Jensen: Harmonika – Jørgen Lindell Jensen: Guitar – Niels Ole Jensen: Bas – Leif Bjerre- gaard Pedersen: Vaskebræt og mundharmonika samt Mogens Bjerre: Vokal.
Dernæst Irish Stew
På scenen i bandet ”Irish Stew” finder en flok garvede gutter fra den nordjyske musikverden, som har kastet deres kærlig- hed på folkemusikken fra både Irland og Danmark.
”Irish Stew” byder på en rigtig go’ blanding af irsk og jysk folkemusik serveret med en god portion nordjysk lune.
Drengenes bekendtskab med De Gyldne Løver præger repertoiret denne aften, men der bliver nu også mulighed for at lytte til jyske, musikalske specialiteter af sange fra bl.a. Niels Hausgaard og Tørfisk.
Mød endelig op i teltet, syng med og slå en tøhø! – bliv ikke snydt for oplevelsen når fine fine løwn’historier, god musik og kolde øl langes over disken ”Under Trappen”!
Irish Stew anno 2023 består af: Helge Nyborg: Harmonika og mandolin. Jan Ejvind Østenfelt: Guitar – Morten Krag Mathiasen: Trommer – Bjarne Christensen: Guitar samt Lars Rønne: Keyboards.
Husk nu også smilene og skulderklappene ikke bare til musikerne, men ikke mindst også til de frivillige!