Det nordjyske foreningsliv blomstrer i Nordjylland. Det er konklusionen efter, at vinderne af Nordjyske Banks Foreningspris 2025 nu er fundet. I år har der nemlig været rekordstor interesse for prisen med hele 242 indstillede foreninger og i alt 71.375 stemmer fra nordjyderne.
– Hvert år bliver vi positivt overraskede over, hvor stor en opbakning, der er til de lokale foreninger i Nordjylland, og i år er bestemt ingen undtagelse. Vi har oplevet rekordstor interesse for prisen, og det er virkelig glædeligt år efter år at se, hvor stor betydning foreningslivet har for rigtig mange nordjyder. Derfor er vi selvfølgelig også glade for igen at kunne hylde de tre vindere, som trods et utroligt stærkt felt kan løbe med sejren og hver en pengepræmie på 33.333 kroner, lyder det fra bankdirektør i Nordjyske Bank, Claus Andersen.
Blandt vinderne er Tokon Hjørring Karateklub, som er et sportsfællesskab med fokus på både fysisk og mental udvikling. Klubben ønsker hele tiden at styrke sit arbejde for at skabe en positiv indflydelse i Hjørring Kommune, især blandt børn og unge, og det er den indsats, som har fået en af forældrene til at indstille foreningen.
– Vi er virkelig taknemmelige for, at vi er blevet indstillet til prisen, og at vi så endda ender med at vinde den, er en virkelig positiv overraskelse. Det giver os nogle økonomiske muligheder i forhold til at styrke det sammenhold, vi allerede har. Her kan pengene bruges til enten nye træningsformer og -udstyr eller sociale arrangementer til glæde for vores medlemmer, lyder det fra formand i foreningen, Jesper Vinther, som også er cheftræner og står bag det værdigrundlag, foreningen bygger på.
Nordjyderne har selv kunnet indstille og stemme på de nordjyske foreninger, de syntes skulle vinde Foreningsprisen 2025. De ti foreninger med flest stemmer er sammen med ti yderligere foreninger, der er udvalgt blandt indstillingerne, gået videre til finalen, hvoraf de tre vindere er udvalgt af en uafhængig dommerkomité.
– Tokon Hjørring Karateklub arbejder med at udvikle sine medlemmer både fysisk og mentalt. Det sker med udgangspunkt i karate som kampsport, hvor foreningens medlemmer ikke alene træner, men også styrker deres selvtillid, selvdisciplin og mentale balance. Det gælder ikke mindst blandt kommunens børn og unge, hvor karateklubben virkelig gør en imponerende indsats, og det er et arbejde, som vi gerne vil belønne, siger Claus Andersen.
Udover Tokon Hjørring Karateklub er det desuden Næssundfærgens Venner og Ålbæk Havnebad, der er løbet med sejren og en tilsvarende pengepræmie.