I 12 år har Marta Yepes i Tolne slidt og slæbt for en sag, der bogstaveligt talt har været livsvigtig for borgerne i Tolne, Mosbjerg, Blæsbjerg og Dvergetved. Da hun så, at der blev opsat hjertestartere andre steder i kommunen, men at hendes eget lokalområde ingen økonomisk hjælp fik, tog hun sagen i egen hånd.
Marta Yepes besluttede, at pengene måtte skaffes på privat initiativ, så der kunne indkøbes hjertestartere og sikres økonomi til den nødvendige vedligeholdelse.
Det blev starten på en kæmpe ihærdig indsats. Marta Yepes gik personligt fra hus til hus i hele det store område for at høre, om beboerne ville give et bidrag til formålet. Heldigvis var opbakningen stor. De fleste syntes, det var en rigtig god idé, og når ingen andre ville finansiere projektet, måtte borgerne selv træde til.
Det lykkedes Marta Yepes at indsamle imponerende 73.000 kroner.
31 udkald har reddet liv
For de indsamlede midler blev der købt og opsat fire hjertestartere på strategiske placeringer: Ved Brugsen i Mosbjerg, i Blæsbjerg, ved vandværket i Tolne og i Dvergetved.
Da hver hjertestarter kostede 15.500 kroner inklusiv batteri og metalkasse, var der også et mindre beløb tilovers til den fremtidige vedligeholdelse. Det har dog været nødvendigt med endnu en indsamling for cirka et år siden for at dække udgifter til udskiftning af batterier og pads – en opgave, der også lykkedes takket være Marta Yepes vedholdende ihærdighed.
“Tolne-Mosbjergs Hjertesag” blev officielt indviet ved et arrangement i Brugsen i Mosbjerg den 14. januar 2014. Dengang meldte 28 borgere fra hele området sig som frivillige til at rykke ud til alarmer.
At indsatsen har båret frugt, er der ingen tvivl om. Siden etableringen har der været 31 udkald, hvor de frivilliges hjælp og adgangen til hjertestarterne har været med til at redde flere menneskeliv.
Lokale foreninger tager over
Nu er tiden kommet til at give stafetten videre. Marta Yepes flytter fra området, og ansvaret for “Tolne-Mosbjergs Hjertesag” overdrages derfor til Tolne Borgerforening og Mosbjerg Kultur- og Borgerforening.
Ansvaret fordeles således, at Tolne Borgerforening fremover vil stå for vedligeholdelsen af hjertestarterne ved Vandværket i Tolne og i Dvergetved. Mosbjerg Kultur- og Borgerforening får ansvaret for hjertestarterne ved Brugsen i Mosbjerg og i Blæsbjerg.
Brug for flere frivillige
De to foreninger overtager et velfungerende og livsvigtigt beredskab, men de har brug for flere hænder. Antallet af lokale frivillige, der er klar til at rykke ud, er i dag faldet til 14. Begge foreninger kan derfor godt bruge flere frivillige, der vil være med til at gøre en forskel i lokalområdet.
Nærmere oplysninger om Tolne-Mosbjergs Hjertesag og muligheden for at blive frivillig kan fås hos Peter Andersen, formand for Tolne Borgerforening, og hos Ulla Pia Lauritsen, formand for Mosbjerg Kultur- og Borgerforening.



Tak for artiklen Niels H. Jeg vil lige tilføje, at pr. 1. Januar 2025 er der kommet fire nye hjertestartere med batterier, pads og kasser , og at de har en forventet levetid på 10 år, ligesom de gamle gjorde. Tolne-Mosbjerg Hjertesag bliver 12 år den 14. januar 2026 .
Tak