Af Tommy Jensen
Hjørring
Det er juleaften. Igen. Endnu et år er gået. Hurtigt, føler jeg. Det er en følelse, jeg i stigende grad får, jo ældre, jeg bliver. Dagene, som er årets korteste, fyger afsted som en snestorm ved kyndelmisse.
Der er ingen sne i dag. Det er stadig mørkt udenfor. 0 grader. Men det er jul igen. Det siger kalenderen. Det fortæller det lille juletræ, jeg har sat op. Med dæmpede lys og plastiktrommer og hjerter af guld.
Det har været et lærerigt år. Jeg har lært at det er ok at sige farvel. At det aldrig er for sent at være åben overfor tanken om at livet er foranderligt. At vi ændrer os, og at vi måske til jul, når stilheden er størst, gør status kort før nytårsklokkerne ringer næste kapitel ind.
Det er en chance til løbende at tage sit vidunderlige liv op til overvejelse. At overveje om hver dag er den bedste version af sig selv, eller om man er fanget i tankerne om et trygt liv uden at overveje hvad det handler om. Og vigtigere endnu, hvad det er man handler med her.
Det er en chance til at spørge sig selv, om de værdier, man troede på engang stadig gælder. Om verden og livet er gået i stå. Om alting stadig vender rigtigt.
Jeg er velsignet med livets største gaver. Kærlighed og venskab. Dette år har bekræftet at netop det, hvor banalt det end lyder, er gaven til og meningen med mit liv. At man langt hen ad vejen kan vælge sine venskaber og relationer og sige farvel til dem, der ikke giver energi, kærlighed eller slet og ret mening længere , værdsætte dem man har og elsker, modtage nye med åbenhed og taknemmelighed
At livet er fyldt med faser man kan se tilbage på med kærlighed og glæde og nogle gange lidt vemod også. At man i bestræbelserne på at se fremad hele tiden også skal standse op i nuet, som for de fleste er en umulighed, da det som bekendt flytter sig hele tiden. Kan vi overhovedet lægge vore telefoner og mute alt det, der flytter os fra dem, vi sidder sammen med og overfor. Ved de lejligheder der endelig byder sig.
Vi vil allesammen gerne være nærværende, men har i stigende grad svært ved det i et samfund hvor cyberspace ikke blot er et fremmedord, men en ulykkelig forudsætning for det liv, vi lever. Vi vil gerne være i nuet, for når vi endelig mærker det, føles det så godt at vi aldrig vil give slip, og det lærer os jo i sit iboende paradoks og medfødte selvfølgelighed, at det er vi tvunget til. For at gribe et nyt nu. For at “kysse det satans liv og gribe det”, leve det og lære at elske det. Inderligt.
Nuet i sig selv har ingen anden mening end farvel, sang C.V. Jørgensen. Når jeg hører de ord, kan jeg høre sneen falde. Det er smukt og lærer os at det er meningen at vi engang imellem skal lade os falde og give slip.
At det er svært men nødvendigt. Det er angstprovokerende og frigørende. At håbe på at blive grebet. Det bliver vi altid. Grebet. Om ikke andet end af følelsen af forandringens komme.
Men vi prøver. Nogle gør. Stopper op. Inden vi tænder ovnen og skræller kartoflerne. Teleporterer os tilbage til en boligblok i karreen hvor alle sidder på terrasserne og kigger længselsfuldt på hinanden en regnfuld forårsdag i april mens børnene hopper i pytter og bliver høje på livet. Vi tænker på at gå ind til naboen og banke på. Sidde sammen og tale lavmælt om den følelse man har i kroppen lige nu. Om frugtsalat og Freud. Om parkeringsproblemer og prostata. Om liljekonvallen mon er en truet art og om kronprinsen har rent mel i posen.
Det bliver en lidt anderledes jul i år end så mange andre år. Det er jeg på mange måder glad for. Jeg skal lave flæskesteg og brunede kartofler. Rødkål og Risalamande. Jeg skal være far for min søn. Vi vil tale om livet. Gå en tur.
Jeg vil benytte lejligheden til at fortælle ham, at jeg elsker ham. For altid. Til min allersidste dag.
Rigtig glædelig jul!