Af Tommy Jensen
Hjørring
Hans lille hånd var perfekt. Den lignede en blomst, der med fem små tentakler rakte ud efter livet. Efter mig. Efter os.
I bakspejlet, på min allersidste dag, vil det være et definerende øjeblik. Det sekund livet kan koges ned til hvis man skal, hvis man vil.
Den ultimative lykke. Øjeblikket der definerede mig og et glimt af noget, jeg aldrig troede muligt. Måske er det ikke sådan, jeg skal tænke på mit liv. Mine fiaskoer, mine fejlvalg, min lykke, da jeg endelig fandt den.
Måske er det for unuanceret at tænke på sit liv på den måde. Men lige der, i det sekund, vidste jeg at det for mig var det, man talte om, når man talte om lykke.
Et øjeblik, man ønsker at fastfryse for evigt fordi alt andet i det sekund virker ligegyldigt. At det nok skal gå alt sammen og at livet er så farligt at leve at man kan dø mens man venter på det.
Et øjeblik så altopslugende at tid og rum gik i et. Så man lige der lod sig fortære af universets allerstørste kraft og bare forsvandt ud i intetheden og evigheden.
Det tog mig mange år at nå til den konklusion, den forløsning der ligger i at alt det bedste i livet er forbundet med en risiko.
Jeg har gennem hele mit liv, indtil den dag haft følelsen af at være ligegyldig, overflødig, til overs, forkert, og meget andet, der giver en følelsen af dyb ensomhed. Sådan har jeg det lejlighedsvis stadig. På den måde fortæller jeg mig selv at det er helt ok. Jeg har truffet tusinde forkerte valg i bestræbelserne på at være et menneske, jeg ikke selv kunne kende. At leve op til en norm, at blive accepteret indenfor tålelighedens grænser. Og jeg er faldet tusinde gange på mit ansigt fordi livet ville fortælle mig noget.
At tragedie, ulykke, liv, død, sorg, fejlvalg og afsavn mere eller mindre er en del af opskriften på dette guddommelige liv. At det ikke er meningen at man skal være i kontrol. At det er ok at fejle, hvor slemt man end måtte synes, det er. At jeg på den måde ikke er alene og at det ikke skal stå i vejen for den lykke, der er os alle tilskikket. At verden på en eller anden måde på et eller andet tidspunkt kalder på os.
Den dag kaldte den på mig og fortalte mig at mit liv ikke var forgæves, nyttesløst eller irrelevant. Da jeg holdt hans lille hånd, da jeg holdt ham tæt indtil mig, var det nærmest en religiøs oplevelse, selvom jeg af og til bilder mig selv ind, at jeg ikke rigtigt tror på det. I retrospekt er det vist mere et spørgsmål om definition og en lejlighedsvis bekvem og rationel obstruktion i mit verdensbillede.
Den dag var det som fik man alle sine synder tilgivet, og nulstillet alle forestillinger om hvad dette liv har at tilbyde. For mig var det sandhedens time, der kom mange år for sent og så alligevel helt rettidig. Det var første gang i tusinde år jeg kunne mærke min krop igen. Første gang jeg kunne mærke at livet er andet end sorg.
Og alle vidste det på en eller anden måde. Denne universets mindst bevarede hemmelighed. Denne umiddelbare lyst der var, til at dele dette lys, dette mirakel.
Hans lille hånd var perfekt. Den lignede en lille blomst, der med fem små tentakler rakte ud efter livet.
Jeg holdt ham tæt på en evighed, i det sekund og ønskede lige der at blive der for evigt. Men livet går videre. Med næste åndedræt, med næste hjerteslag.
Den dag, jeg blev far.
Lykke er hvad vi gør det til. Resten er op til os.
SÅ SMUKT OG SANDT. Det største i livet ❤️
Virkeligt godt skrevet Tommy. Du har sat de helt rigtige ord og følelser på, og jeg er glad for at blive nevet i armen og lige husket på det livet egentlig handler om.
Fantastisk skrevet og det rusker op i følelserne man nemt glemmer i en til tider stresset hverdag. Tak Tommy🙏🏼