Tirsdag var Guld-Skov alias Hans Jørgen Skov Larsen, der er en af landets mest erfarne og mest brugte vurderingseksperter og opkøbere af guld, sølv og mønter, på besøg i Sindal.
Han var noget spændt på, hvor mange der mon kom på besøg på denne meget regnvåde og kolde vinterdag. Bekymringerne blev gjort til skamme, for lige fra starten klokken 15 begyndte folk at komme til Sindal Hallerne, hvor vurderingen af de medbragte gentande foregik.
Tony Sørensen havde tømt gemmerne for gamle og ikke længere gangbare mønter, som hun håbede på, at Guld-Skov ville købe.
– Jeg kan jo ikke få mønterne vekslet i bankerne, da de er udgået for flere år siden. Nu håber jeg, at jeg kan få lidt for dem her. Jeg nænner ikke blot at smide dem ud, fortæller Tony Sørensen.
Hun var heldig, for Guld-Skov ville gerne købe mønterne, men kun til 50 procent af pålydende. Der var også mønter, der var så gamle, at dem kunne han ikke give noget for.
Også Erik Randrup havde fundet vej til Sindal Hallerne. Han medbragte flere bæreposer med blandt andet forskelligt sølv- og pletbestik. Det var ikke kun sølvgenstande fra hans egne gemmer. Han havde også flere ting med for andre, som han skulle have vurderet.
Guld-Skov var meget begejstret for de fine genstande, som han vurderede til meget flotte beløb. Erik Randrup takkede ja til det tilbud han fik, for det han selv havde medbragt, hvorimod han tog genstandene, han havde medbragt for andre med retur for at høre, om de ville sælge til vurderingsprisen.
– Jeg vil gerne købe tingene, men jeg kan ikke garantere, at priserne holder til næste gang, jeg kommer til Sindal, for sølvpriserne svinger meget for tiden, sagde Guld-Skov.
Guld-Skov var meget tilfreds med antal besøgende i Sindal, hvorimod der ikke var mange i Hjørring, hvor han havde været om formiddagen.