Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
Op mod julen 2020 samarbejdede den tidligere direktør for Hirtshals Havn Jens Kirketerp Jensen og Stabschef i Økonomi- og Personaleforvaltningen Martin Sort Mikkelsen om at finpudse det åbningsnotat, der skulle danne grundlag for den politiske vedtagelse af en udvidelse af Hirtshals havn.
Af en mailkorrespondance fra den 10. december 2020 fremgår, at Jens Kirketerp Jensen og Martin Sort Mikkelsen er enige om, at en begrænset udvidelse af havnen ikke vil give tilstrækkelig kapacitet til at indfri udvidelsens potentiale.
Martin Sort Mikkelsen skriver:
”Når vi har beregningerne i afsnit 6 går jeg lige igennem afsnit 7 igen, der kan godt være et par steder hvor vi kan gøre argumentationen endnu skarpere (særligt i forhold til modellen ”begrænset udvidelse mod nord”, som jo nok vil tiltale Natura2000 fortalerne meget, hvorfor vi skal være meget tydelige i forhold til, hvorfor den ikke levere den tilstrækkelige kapacitet).”
I en skitse til åbningsnotatet som Jens Kirketerp Jensen udarbejdede i juni 2020, beskriver han den begrænsede udvidelse af havnen, som der pt arbejdes for med disse ord:
”Den her formulerede udvidelsesmodel [altså den begrænsede udvidelse] må karakteriseres som rummende en væsentlig grad af samfundsmæssigt spilde, idet der ved sammenligning med den planlagte udvidelse [altså den store udvidelse] vil være tale om at der vil kun en lille begrænsning i investeringssummen tilvejebringes en infrastruktur, der er væsentlig mindre anvendelig.”
Selvom formulering måske er lidt snørklet, er det en hård dom der fældes. En begrænset udvidelse er kort sagt et samfundsmæssigt spild på grund af, at den etablerede infrastruktur vil have en væsentlig mindre anvendelighed.
Årsagen til den mindre anvendelighed er ifølge Jens Kirketerp Jensen og Martin Sort Mikkelsen blandt andet, at en begrænset udvidelse i praksis vil betyde, at havnen ikke får baglandskapacitet nok til at realisere sit potentiale.
Sat lidt på spidsen er man tilsyneladende ved at bygge en havn, der ikke har plads nok til at håndtere de mængder af gods, som man håber på at tiltrække. I hvert fald hvis man har tillid til Jens Kirketerp Jensens og Martin Sort Mikkelsens dømmekraft.
Tilbage står en række store spørgsmål ubesvarede:
På hvilket grundlag valgte Havnebestyrelsen at vælge den begrænsede løsning?
Og hvorfor udtalte Arne Boelt til Nordjyske den 12.5.2020, at en delegation fra Hirtshals Havn og Hjørring kommune i efteråret 2020 blev vendt i døren i Miljøministeriet, da den ifølge ham var ovre for at høre om mulighederne for at få tilladelse til at udvide havnen ind på Natura2000 området, når miljøministeriet ikke kender noget til et sådant besøg?
Og hvorfor arbejdede Martin Sort Mikkelsen og Jens Kirketerp Jensen intenst på et åbningsnotat med henblik på en store udvidelse af Hirtshals Havn helt indtil den 21.12.2020, altså dagen før Jens Kirketerp Jensen blev fyret?
Og der er sikkert flere ubesvarede spørgsmål. Det bliver spændende at se, hvad der kommer frem om processen på byrådsmødet den 24.6.2021.
Tak Paw for dine altid gode indlæg!
Jeg siger også tak for at du igen og igen afdækker hvor pilråddent Arne Boelts lederskab er.