Efter fire fantastiske år som makker med Rikke Vandsted og medejer af B&B by the Sea har Dorthe Schaltz valgt at sælge sin halvdel af partnerskabet til Tor Ove Sørlie. Dermed er Tor og Rikke ikke bare par privat, men bliver tillige kompagnoner på Kystvejen i Hirtshals.
– Der har bestemt ikke været problemer i vores parløb med stedet, men det har da været hårdt under coronakrisen, hvor jeg til gengæld også oplevede det positive ved igen at have tid sammen med min mand Erik, som også er selvstændig, fortæller Dorthe Schaltz, da jeg sidder sammen med de tre på B&B by the Sea.
Faktisk havde de to nuværende ejere af stedet lukket snakken om måske at sælge, men Rikke Vandsted har formentlig fornemmet makkerens længsel efter mere frihed, for da hun på et tidspunkt luftede tanken om at lade sin mand Tor købe kompagnonen ud, trak tiden med familien så meget, at Dorthe Schaltz slog til og altså dermed overlader sin halvdel til Tor Ove Sørlie.
– Det er alt for tidligt nu og her at lufte noget om nye tiltag, men det er klart, at med Tors baggrund som kok og tidligere køkkenchef hos Color Line, hvor vi faktisk også havde et samarbejde, mens jeg var ansat ved det norske rederi, så giver det nogle helt nye og andre muligheder, end vi havde før, lyder det fra Rikke Vandsted.
Det nikkes der til rundt om bordet, men Tor Ove Sørlie tilføjer straks, at han har haft stor glæde af Dorthes kompetencer, som parret med garanti også vil trække på især i den første tid på Kystvejen.
Man fornemmer heldigvis tydeligt, at ejerskiftet som allerede antydet ikke skyldes skår i venskabet, hvilket lover godt ikke mindst også for fremtiden med det flot beliggende B&B by the Sea.