Af Torben Stæhr
Horsebækvej 2a,
9850 Hirtshals
Jeg bakker op om ønsket om mere biodiversitet og vildere natur. Men den nye plan for Tornby Klitplantage rummer en alvorlig trussel: maskinel fjernelse af nåletræer på de vestvendte skrænter.
Det vil ødelægge skrænternes skrøbelige natur. Maskiner på stejle flader efterlader dybe sår, øger erosion og fjerner levesteder for sjældne arter. Samtidig risikerer vi en voldsom opvækst af invasive arter som glansbladet hæg. Faktisk rummer skrænterne allerede en blanding af løvtræer, bl.a. eg, som kunne blive grundlag for en ny naturskov – hvis vi giver den tid og ro.
Vi må heller ikke glemme plantagens historiske rolle: den har i over 100 år fungeret som læbælte mod havgusen fra Vesterhavet. Store åbninger mod vest vil svække lævirkningen, også for Tornby by.
Jeg foreslår derfor:
- Ingen renafdrifter eller tung maskinkørsel på skrænter og i slugter.
- Bevar og styrk løvtræerne i vestkanten.
- Giv urørt skov lov at være netop urørt.
- Sikr adgang for friluftsliv ved græsning og hegn.
Efterskrift:
Denne høring er den mest udemokratiske, jeg har oplevet. Materialet er uoverskueligt og lagt i sommerferien, hvor folk er bortrejst. Dertil kommer et absurd krav om at bekræfte, at man har læst Naturstyrelsens GDPR-regler – uden at det fremgår, hvad de indebærer eller hvor de findes. Det lugter af bureaukrati, der bevidst gør det sværere for almindelige borgere at deltage.
Hvis Naturstyrelsen virkelig ønsker borgerinddragelse, bør de begynde med at respektere demokratiet.
Læs hele teksten her: Høringssvar.
Link til relateret indlæg: Problematisk indhegning af 70 hektar i Tornby Klitplantage



Tak Torben! Dit høringssvar angående Naturstyrelsen fremtidige driftsplaner for Tornby Klitplantage viser stor faglig indsigt og er til at forstå.
HØRT
Kloge ord fra Torben Stæhr, som har både faglig og historisk viden.
Som enkeltperson står man helt magtesløs. Jeg frygter maskinmassakren på det skønne område, der har så stor betydning for natur, kultur og mennesker.
Torben, jeg spørger af oprigtig nysgerrighed, fordi vi bruger skoven rigtig meget. Og jeg forstår på ingen måde brugen af maskiner i skoven. Vi har set smukt natur blive ødelagt både i Uggerby klitplantage og Tornby, og efterladt som værende noget man har lyst til at græde over. Det skaber ensformig natur, hvor stierne er mosbeklædte hjulspor fra de her store maskiner.
Hvad er det faglige belæg for at få de her store maskiner ind i skoven? Og kan naturen ikke selv klare at være vild uden menneskelig indblanding?
Og tak fordi råber op.
Tak Torben for dit indlæg i og dit høringssvar vedr. Naturstyrelsens planer for Tornby plantage. Jeg deler din bekymring. Jeg har min daglige gang i skoven og oplever på nært hold den igangværende skovning. Jeg frygter som andre den ødelæggende virkning fældning af læbæltet på vestkanten mod klitterne kan få for resten af plantagen- så som især sandflugt, men også havgus fra Vesterhavet. Jeg oplever ligeledes gener i den frie færden – så som hvis du kommer med hunde i snor, klapvogne, små cyklister og ryttere- de steder hvor Naturstyrelsen har valgt at lægge såkaldte “ færiste” så Naturstyrelsen må kunne gøre det bedre.
Godt skrevet Torben. Vi støtter fuldt ud dine betragtninger og opponerende mod Naturstyrelsens driftsplaner. Håber protesterne når de rette personer i tide, inden de store maskinerne tager over.
Tak. Erosion og sandfygning er den ene side af bekymringerne.
Den anden side friluftsaktiviteter og stisystem. Naturstyrelsens kort er ikke fyldestgørende. Urørt skov og græssende dyr i hegnede områder skal være fra plantørboligen og op til Strandvejen, som nok er det område som flest vedTornby/Krage Strand går tur i og som der er rigtig mange stier i. Disse stier er ikke markerede. Vil der overhovedet være direkte adgang til dem?
tak Torben🌷
100% enig og tak
jeg elsker Tornby klitplantage
og har så stort respekt for dit fantastiske arb og kendskab og viden
jeg håber på at du kan blive mentor/ vejleder og lyttet til ang planer fremover for plantagen mm 🌿🦚💞🌞
Tove
Enig med dig Torben. Ødelæg ikke dette skønne sted.
Det er nok, at det unikke landskab ved Rubjerg Knude er totalt massakreret..