Kjeld Torbjørns vovede revy-tekst ”Genvalgt” er blevet valgt som Årets Publikumsfavorit ved DM i revy for amatører i Juelsminde.
Revyteksten, der tidligere er opført i bl.a. Hjørring Revyen i 2014 med Hans Holtegaard og Tom Jensen i de to roller, blev ved DM fremført af Julle Revyen, der har hjemme i netop arrangør-byen. Den handler om generalforsamlingen i Altzheimer-foreningen, hvor det viser sig at være svært at komme længere end til valget af dirigent.
Efter premieren på nummeret i 2014 har Kjeld Torbjørn solgt eller udlånt sin tekst til adskillige revyer – og Julle Revyen tog den altså hele vejen til en hædersbevisning.
Torbjørn – der sideløbende plejer en genoptaget karriere i orkestret Slåbrock Band – har gennem de seneste 18 år skrevet masser af tekster til næsten alle landets revyer lige fra Cirkusrevyen over Nykøbing Falster og Sønderborg til Hjørring og var i 2015 nomineret som Årets tekstforfatter.
Han har også leveret flittigt og ganske gratis til landets amatørrevyer, bl.a. Hirtshals Revyen, Lundergård Revyen og Vrå Revyen.