Modstanderne fra HRH/Oddense kunne heller ikke stille noget op i kampen mod det ubesejrede tophold i 3. division fra Tornby søndag eftermiddag i Tornby Hallen.
Straks fra kampens start løb de hurtige spillere fra Tornby forholdsvis let fra de lidt tungere modstandere. Specielt Sebastian Kjær og Nicolaj Lund boltrede sig indledningsvis med smukke scoringer til stor frustration for HRH-forsvaret.
Senere i første halvleg blev Mikkel Lai sendt på banen, og hans hurtige aftræk gav en række flotte mål. Et stærkt målmandsspil af Morten Møller i bedste Emil Nielsen-stil var også medvirkende til den sikre Tornby-føring på 18-12 ved pausen.
Efter pausen fortsatte Tornby det gode spil. Specielt hurtige Ronni Gravesen, der kom på banen efter pausen, foldede sig ud med 4 scoringer. Mod slutningen af kampen slækkede Tornby-holdet en smule på koncentrationen og modtog bl.a. flere udvisninger.
Det kunne dog på ingen måde udviske billedet af en imponerende præstation i kampen, der sluttede med den sikre Tornby sejr på hele 34-21. En stærk indsats i midterforsvaret af makkerparret Rams og Jepsen var også medvirkende til at holde HRH-holdet nede på de 21 mål.
Kampens topscorer blev Mikkel Lai med 7 mål, mens Sebastian Kjær høvlede 6 mål i modstandernes net.
Tornby fører dermed fortsat rækken – nu med 29 points. Det er 2 points mere end Nøvling, der er nærmeste forfølger. Tornby har endda en kamp i hånden, så hvis det flotte spil kan fortsætte, begynder det at lugte lidt af oprykning til 2. division.
Næste kamp spiller Tornby mod Elitesport Vendsyssel lørdag, den 24. februar.
Tornbys 3. division kvinder spillede lørdag eftermiddag på hjemmebane mod Aalborg HK. Tornby-pigerne måtte se sig besejret med 29-23, men er placeret på en flot 5. plads i rækken.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.