Torsk og andre torskefisk som sej, kuller og kulmule har det ifølge direktør Kenn Skau Fischer hos Danmarks Fiskeriforening godt i Nordsøen og Skagerrak.
Der er masser af dem, så spis dem endelig til nytår og for den sags skyld alle dage i 2025, hvor du vil forkæle dig, din familie og venner, fastslår direktøren på LinkedIN.
Torsk i Østersøen har det til gengæld ikke godt, medgiver Kenn Skau Fischer. Det skyldes dog ikke trawlfiskeri, som påstået af WWF. For der er ifølge direktøren ikke noget trawlfiskeri af betydning i de farvande.
Det er derfor ærgerligt, at WWF helt ukritisk får lov at fyre sludder af i TV2 News, slutter direktøren fra Danmarks Fiskeriforening.