Dana Cup har efter flere års pause valgt, at der igen skal spilles bold på banerne i Tårs.
– Vi kan nærmest ikke få armene ned. Det giver liv i byen og det giver mulighed for øget indtægt til Taars-Ugilt IF, lyder det fra formand for håndboldafdelingen Rikke Dahl Søndergaard.
Der forventes omkring 800 overnattende på henholdsvis Tårs Skole og Taarshallen i uge 30. Mange vagter skal besættes – mange er allerede besat og opgaverne er mangeartet.
Der skal findes hjælpere til at gøre klar til gæsterne kommer – ligesom der skal findes frivillige til at ”pakke skole og hal” ned igen når DanaCup-ugen er omme.
– Morgenholdet er næsten altid på plads inden Anton (der er tovholder her) når at tælle til 10. En flok af de lidt ældre frivillige møder troligt op meget tidligt på skolen og sørger for at der er morgenmad til de overnattende gæster, lyder det videre fra Rikke Dahl Søndergaard.
Receptionen på skolen er bemandet med minimum et par personer. Opgaverne er mangeartede, men består primært i at låse klasseværelserne op og igen låse disse, når gæsterne forlader skolen og hallen. Lettere rengøring og opfyldning af toiletpapir og papirhåndklæder samt tømning af skraldespande.
Banevagterne tirsdag, onsdag og torsdag samt vagter i cafeteriaet i hallen er vagter, der igen er kommet ind i planlægningen og opgaver, der kan bidrage til en fin økonomisk indtjening til TUI.
– Skulle der være en eller anden, der tænker, at jeg kunne nu godt afse et par timer eller mere i uge 30, så sig endelig til. Der er flere ledige vagter og vi tager med kyshånd imod al den hjælp, vi kan få, slutter Rikke Dahl Søndergaard.
Det har tidligere været håndboldafdelingen alene, der har stået for hjælp til DanaCup, men i år er det en samlet idrætsforening der står for at finde hjælpere. Selvfølgelig dermed også alle afdelinger, der får en bid af kagen.