Folketingsmedlem Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet har igen fået gang i sine træffetider, som denne mandag blev afholdt på Vendsyssel Teater.
– Fantastisk livgivende møde med Vendsyssel Teaters nye direktør, Rolf Heim, om kulturpolitik, nye teaterstykker, der tager lokale og vedkommende emner op, samt ikke mindst, hvordan teaterets fantastiske rammer kan bruges endnu mere offensivt som generator for lokalt kulturliv, foredrag, sang, musik, kunst og samvær, fortæller Rasmus Prehn.
Folketingsmedlemmet var dernæst også imponeret over Rolf Heims visioner for, at teateret skal ud at virke i lokale kultursammenhænge og medborgerhuse. Tiltaget skal angiveligt bidrage til at gøre teater og kultur endnu mere vedkommende.
Efterfølgende havde Rasmus Prehn med egne ord en super hyggelig og konstruktiv træffetid i teaterets lækre cafe med besøg af Mette, Hugo, Casper og Kim, der alle havde noget på hjerte og noget at tage med ind på Borgen.
– Jeg fik kam til det hår, jeg ikke længere har, da vi kom ind på den nye regerings skattelettelser. Jeg synes nu godt, der kan være råd til både velfærd og skattelettelser, fastslår Rasmus Prehn.
– Det er dejligt at være ude og i dialog. Og jeg bliver altid klogere og glad, når jeg har disse diskussioner, slutter det socialdemokratiske medlem af Folketinget.
Næste træffetid er i Løkken mandag den 11. december kl. 16 til 17, hvor byrådsmedlem Børge Leif Bech og det nye aktive medlem Henrik Taagaard har lovet at hjælpe til og sikre en god dialog.