Ikke bare i krig og kærlighed gælder alle kneb, men langt henad vejen og i går på kajkanten tillige i politik. I hvert fald har partiernes fremmødte igen i år været gavmilde, når det handler om at fange især de helt unge menneskers opmærksomhed ved Naturmødet.
Hos Det Konservative Folkepart blev der således fredag delt gratis slushice ud til de mange skolebørn, som i selskab med deres lærere var mødt frem på gader og stræder samt Sydvestkajen i Hirtshals. De glade givere var blandt andre det unge byrådsmedlem Mathias Holger Nielsen og Mette Jensen, som er lokal kandidat til Folketinget.

Til stede var også byrådsmedlem og udvalgsformand Søren Homann, der i lighed med Mathias Holger Nielsen blev et af mange nye byrødder ved KV21 i Hjørring Kommune. Søren Homann er da også ligesom med mange andre politikere glad for at kunne få de mere uformelle snakke under Naturmødet.
– Jeg har i mange år været medlem af Det Konservative Folkeparti, men det var først sidste år, at jeg følte, tiden var kommet til at tage fat for alvor, fortæller Søren Homann, da NordsøPostens udsendte senere på dagen møder ham til lige præcis uformel snak ved standene på Kystvejen.

– Jeg synes, noget af det gode ved udskiftningen i byrådet sidste år er det friske pust, der er kommet også i udvalgene, hvor der kan komme nye øjne på sagerne og ikke mindst arbejdsgangene, hvilket kan være tiltrængt efter mange år med samme borgmester, siger Søren Homann, der selv sidder for bordenden i Teknik- og Miljøudvalget.
Samtidig er den konservative udvalgsformand som allerede antydet glad for lige præcis de mere afslappede snakke med borgerne som her under Naturmødet. Mange sager bliver ifølge ham langt lettere at forklare, når man står ansigt til ansigt med hinanden uden skærm og tastatur som filter.
Ikke desto mindre understreger Søren Homann også, at han som nyt byrådsmedlem og udvalgsformand naturligvis har skullet bruge ekstra tid og energi på at sætte sig ind i sagerne og administrationens rutiner hos Hjørring Kommune. Indtil man er inde i sagerne, bør man ifølge ham være varsom med udtalelser.
– Det skylder man både vælgerne og administrationen, der sidder med sagerne, understreger Søren Homann, før han fortsætter videre henad Kystvejen.
Homann er det ham den unge med kasketten på fotoet, fra standen????