Træningen til den kommende fodboldsæson for herreseniorspillerne i Hirtshals Boldklub starter op næste tirsdag den 18 juli kl. 18.30.
I den forbindelse har Nordsøposten talt med den nye cheftræner Jesper Ladefoged Andersen om forberedelserne og forventningerne til sæsonen:
– Nu skal vi endelig i gang. Vi starter op tirsdag, den 18. juli, hvor vi ser frem til at starte træningen med spillerne, siger Jesper Ladefoged. Vi trænere (red: Jesper og Flemming ”Bølle”) har set frem til denne uge i lang tid, og vi har forberedt os meget. Nu glæder vi os bare helt vanvittigt til at komme i gang og se, hvilke spillere vi har og komme i gang med vores ideer og tanker.
– Vi starter hurtigt ud med træningskampe, inden turneringen starter den 12. august hjemme på Schlie Arena mod Strandby-Elling. Der er planlagt 3 træningskampe. Den første mod Vendsyssel FF U19 hjemme den 22. juli kl. 13.00. Derefter har vi en kamp i Højene mod SHI’s nyoprykkede serie 2 den 30. juli kl. 14.00.
– Den sidste træningskamp er mod Brønderslev IF serie 1 i Brønderslev den 5. august kl. 13.00. Her får vi os testet af mod 3 rigtig gode hold fra forskellige rækker, så det bliver spændende at se, hvordan vi står mod dem. Det vigtigste for os er dog, at vi får arbejdet med vores ideer og spillerne får nogle spilleminutter til at vise sig frem og bliver bedst muligt klar til turneringsstarten.
– Vi er kommet i en stærk pulje i turneringen, fortsætter Jesper Ladefoged. Vi skal bl.a. møde Dronninglund, der er nedrykker fra serie 1 og to hold, som vi kender fra sidste sæson, HI og Strandby-Elling. Herudover skal vi møde 4 nyoprykkede hold, Hjørring FREM, VHG/GS, SHI og Hals.
– De to sidstnævnte hold rykkede op uden problemer og vandt alle deres kampe i serie 3. Så det er helt klart en spændende pulje med en del lokalopgør, hvor der plejer at være god tænding og tætte kampe. Vores målsætning er helt klart at være med i toppen af rækken, og en oprykning til serie 1 vil være helt fantastisk.
Spillerne på klubbens nyoprykkede serie 3-hold starter også træningen op tirsdag, kl. 18.30 sammen med den øvrige trup. Her er målsætningen, at holdet konsoliderer sig i rækken.
– Vi ser rigtig meget frem til at starte træningen op og håber at se så mange som muligt. Både nye og gamle spillere. Alle, der har lyst til at være med, er velkomne tirsdag, den 18. juli, kl.18.30 slutter Jesper Ladefoged.