Det bliver fint vejr og ifølge landmand Karsten Weinkouff fra Uggerby tillige en flot demonstration for det, som han og andre kalder ordentlighed og frihed til at leve, hvilket de vil vise denne lørdag klokken 12 ved Park Vendia i Hjørring.
Fødevareminister Rasmus Prehn har også været tidligt oppe for at klare tankerne med en løbetur, før han tager på gårdbesøg og dernæst direkte videre til den omtalte traktordemonstration, selv om han efter eget udsagn er blevet advaret mod at møde frem i Hjørring.
– Forståeligt nok måske. For der er sket fejl. Men jeg må bare sige, at det mest naturlige sted at holde min første tale som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri er lige præcis i Hjørring. Og lige præcis i dag, fastslår denne smukke morgen Rasmus Prehn.
– For som jeg sagde ved min tiltrædelse, så er min første og vigtigste opgave at genoprette tilliden fra det erhverv, jeg nu er minister for. Og jeg skal ikke bare tale. Jeg skal lytte langt mere, slutter Rasmus Prehn, før kursen sættes mod Hjørring.