De sidste måneder er der sket en hel del på Strandvejen 62 i Lønstrup, hvor Sparekassen Danmarks lokale filial tidligere lå.
Den gamle sparekasse er nemlig blevet omdannet til et nyt madhus med både spiseri, madmarked og kokkeskole, og det åbnede for snart to uger siden.
I spidsen for projektet står Johannes Haandsbæk Vestergaard, som tidligere har været leder i Kornets Hus, og han er meget begejstret for åbningen af det nye madhus.
”Det har været fantastisk at se, at alt det, vi har arbejdet med de seneste måneder, fungerer i praksis. Åbningen af et nyt sted er fyldt med spænding, og der er selvfølgelig ting, som skal justeres undervejs, men vi har fået super positiv respons fra gæsterne og der en overvældende interesse for stedet – både lokalt og fra turister.”
Netop det, at stedet henvender sig til både lokale og turister er vigtigt for Johannes. Han fortæller:
”Jeg håber, at Lønstrup Madhuset får en stærk lokal forankring, og på en måde kunne gå hen og blive byens dagligstue. Derfor har vi også valgt at åbne allerede kl. 08 med simpel morgenmad og kaffe ad libitum for 30 kr. Desuden kommer vi også til at holde en række fællesspisningsaftener og andre arrangementer, som henvender sig til lokale Lønstrup-borgere.”
En lidt overraskende gruppe, som allerede er begyndt bruge husets morgentilbud flittigt er byens morgenbadere, som der er en hel del af i Lønstrup.
”Der har været flere morgener, hvor der har stået en hel flok morgenbadere klar med vådt hår og kedeldragter på, som skulle have en kop friskbrygget kaffe kl. 08, når vi åbner, og det jo er bare mega hyggeligt.”
Man kan som gæst komme forbi uden forudgående bestilling, eller man kan sikre sig en plads ved bordene ved at booke plads i forvejen på madhusets hjemmeside www.lonstrupmadhus.dk. Her kan man også læse mere om huset andre arrangementer og kokkeskoler.
Foto: Lønstrup Madhus.