Butikschef Tina Røge og de ansatte var forberedte på det helt store rykind og travlhed, da der fredag var første åbningsdag hos Normal i Hirtshals.
På trods af det fortsattte vejarbejde med separatkloakering i Jørgen Fibigersgade kom forventningen i dén grad til at holde stik, da det væltede ind ad dørene til den nye Normal.
Dagen derpå har der fortsat været travlhed med masser af kunder hele formiddagen i det store butikslokale, som til trods for konceptets snirklede gange tager sig åbent og overskueligt ud med masser af lys ind igennem det klare glas i de store vidnuer ud mod Jørgen Fibigersgade.
Efter et hurtigt raid ind igennem det lange lokale, hvor der over middag var knap så mange kunder og netavisens udsendte egentlig bare skulle kigge, men alligevel fik fyldt indkøbskurven, kan det konstateres, at den hastigt voksende kæde virkelig giver andre butikker kamp og konkurrence til stregen. Priserne på de fleste varegrupper er banket helt i bund.
Butikschef Tina Røge har da også talt med en af konkurrenterne, som dog besindigt ræsonnerede, at de ikke er konkurrenter, men derimod kollegaer i Hirtshals Handel & Erhverv.
Det var ellers den tidligere handelschef Jens Brændgaard, der med en snert af selvironi konstaterede, at konkurrence såmænd kan være meget godt, når bare den ikke går ud over en selv.
Hvorom alting er her i havnebyen, vil de fleste butiksejere formentlig alligevel hilse Normal velkommen i Hirtshals. Hellere en konkurrent som nabo end et tomt butikslokale.