Rundvisningsugen med det gratis tilbud til primært indbyggerne i Hjørring Kommune var kommet i stand via en særlig kommunal pulje til genstart af kulturlivet, og jeg havde fornøjelsen af at deltage i den første rundvisning i søndags, hvor dagens guide, Svend Lilleheden, roligt og kompetent tog os med på en rejse i både tid og sted og gav os indblik i Jens Ferdinand Willumsens liv og teknikker som kunstner…
Mogens og Karen var her vist for allerførste gang… De var ganske fornøjede med besøget, og glæden var heller ikke til at tage fejl af hos Agnes Pilgaard i baggrunden… Agnes er formand for Fæstebondeforeningen…
J. F. Willumsens hovedværker skal man andre steder hen for at se… Det ”rigtige” Willumsenmuseum finder du i Frederikssund… Her er der selvfølgelig rigtigt meget, men nogle af de mest kendte værker befinder sig vidt forskellige steder i verden… Det særlige ved samlingen på Herregården Odden er, at her finder du ganske mange bud på forstudier til ”kendisserne”… Og det bliver det ikke kedeligere af, især når beskuelsen krydres med gode historier om tilblivelse og personer i tiden…
Willumsens første kendte tegning lavede han som 10-årig…
De fleste kender det ikoniske billede EN BJERGBESTIGERSKE… Her på Odden finder du en række skitser dertil…
Willumsen var lidt af en multikunstner, der mestrede forskellige billedkunstteknikker… Her er det kunstnerens datter, der har fået foreviget den attitude, hun stillede op med, når det var ved være tid til de jævnlige øvelser med violinen…
Et af Willumsens både store og kendte BADENDE BØRN PÅ SKAGEN STRAND er blevet til på baggrund af mange af de skitser, du finder på Odden… Vi er tilbage i 1909 og temaet er en sund sjæl i en sund krop… Jens Ferdinand var ikke helt tilfreds med billedet og færdiggjorde derfor året efter SOL OG UNGDOM, som ejes af kunstmuseet i Göteborg…
J. F. Willumsen blev 94 år, og ved hans død stod det ufærdige ENGLEN OVER GRAVEN på det efterladte staffeli…
Efter turen rundt i Oddens stuer og værelser blev der budt på kaffe og kage i det smukke herregårdskøkken…
Livet som fæstebonde var i de ”gode gamle dage” ingen dans på roser… Nu om stunder kan man ligefrem med stolthed skilte med sin titel i forvisning om, at man er med til at støtte en lille kulturel perle med både historiske og kunstneriske referencer… Nutidens fæstebønder er ikke påtvunget noget som helst, men mange er frivilligt engageret i forskellige gøremål i forbindelse med samlingens aktiviteter… Fæstebondeforeningen
Jeg manglede lige et forklæde og noget stikkelsbærmarmelade, som køkkenet blandt meget mere også er leveringsdygtig i…
Foto: Elling