2024 var året, hvor selskabet fik en ny og mere tidssvarende vision med overskriften Dit, mit og vores Nord Energi med undertitlen Infrastruktur til lokal vækst, udvikling og grøn omstilling.
En vision, der ifølge selskabet viser den retning, de har lagt for fremtiden, men samtidig også fortæller noget om ophavet som andelsselskab ejet af forbrugerne.
Med ønsket om at fokusere på selskabets kerneforretning, som er at levere infrastruktur til deres andelshavere, solgte de i juni deres andel af Norlys Energi til Norlys.
I september blev selskabet tildelt D-mærket som et bevis på og en blåstempling af deres store arbejde med it- og cybersikkerhed, mens de i november vandt A4 mediers Sundhedspris 2024 for deres arbejde med trivsel og sundhed på og udenfor arbejdspladsen.
I Fibernet kunne de juble over en 10 procent stigning i antallet af kunder.
På elforsyningssiden oplever selskabet ligeledes stor vækst, især vedrørende VE-anlæg (Vedvarende Energi anlæg), hvilket betyder, at de i 2025 ser ind i et rekordstort investeringsbudget på hele 172 mio. kr.
Den øgede travlhed har også påvirket medarbejdersituationen, hvor de i år har budt velkommen til 22 nye og dygtige kolleger.
På alle måder tegner 2025 derfor til at blive endnu et spændende år med fart over feltet. I foråret lancerer selskabet deres første ESG-rapport og til efteråret afholder de valg til repræsentantskabet.