De tre lokale klubber Inner Wheel, Lions og Hirtshals Rotary Klub uddelte fredag eftermiddag i alt 11 julekasser til økonomisk trængte familier i Hirtshals.
Hver julekasse indeholdt dejlige julevarer til en værdi af kr. 800,00 samt et gavekort på kr. 200,00 til at købe varer i SPAR efter eget valg – dog ikke tobak og spiritus.
Repræsentanter for de 3 klubber foretog uddelingen fra SPAR på Margrethevej i Hirtshals.
Alle tre klubber hjalp til ved afviklingen af sommerens Coast 2 Coast, hvor en stor del af deltagerne lagde vejen igennem Hirtshals. Klubberne modtog et honorar på kr. 25.000,00 for den indsats og alle pengene blev øremærket til hjælp til betrængte familier i den gamle Hirtshals kommune.
Udover julekasserne er der brugt penge til at sende et antal familier på Røde Kors sommerlejr. Udvælgelsen af de pågældende familier er sket i samarbejde med Hirtshals Skolecenter.
Udpegningen af modtagerne af julekasserne er koordineret med Menighedsplejen i Hirtshals og Røde Kors, der i den kommende weekend også uddeler julehjælp.