Minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus, står foran en gigantisk opgave, når aftalen nu skal blive til virkelighed.
Regeringen har netop indgået aftalen med SF, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Vi får meget mere natur og et bedre vandmiljø. Samtidig bliver vi det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget.
– Hvis man kigger på det iltsvind, som jo bare er galoperende, så er det et meget, meget alvorligt problem. Det er et akut problem. Og det kræver, at vi stopper tilstrømningen af kvælstof, fordi 70 pct. af årsagen til det iltsvind findes i det kvælstof, vi udleder, siger Jeppe Bruus.
Han er glad for, at han nu skal stå i spidsen for at realisere aftalen.
– Jeg har brugt et år på hele klimadelen og virkemidler, men også på at få kvælstof og natur ind i aftalen. Bare at have én opgave i at implementere noget lyder jo simpelt, men det er det ikke. Det er den største arealomlægning af vores areal i langt over 100 år. Det er kæmpe-, kæmpestort, siger han.
Forureningen skal helt i bund
Aftalen er ikke desto mindre blevet kritiseret fra flere kanter for at stille for få krav til landbruget, men Jeppe Bruus mener, at effekten bliver markant. Jeg spørger, om det også betyder, at der kommer færre produktionsdyr i Danmark, som nogle kritikere netop har fremført ikke er tilfældet.
– Ja, det gør det, lyder hans korte svar, før han uddyber:
– Målsætningen er, at vi skal have en fødevareproduktion, der ikke forurener. Det vil sige, at den skal være bæredygtig, og vi skal have meget mere natur. Det er derfor, jeg svarer ja til det spørgsmål.
Et af redskaberne i den nye værktøjskasse er udtagning af lavbundsjorder. Det er ikke nogen ny idé, alligevel er der indtil nu kun udtaget under én procent af de 100.000 hektar lavbundsjorder, som ifølge regeringens egen målsætning skal være taget ud inden 2030. Og det er ikke godt nok, understreger ministeren.
– Vi har lavet fine politiske aftaler, og der har været masser af dialog med Danmarks Naturfredningsforening (DN), med landbruget og alle mulige andre, men der er sket for lidt. Så vi er nødt til at gøre det på en anden måde.
Alle er forpligtede til at handle
Men tingene er heller ikke, som de plejer, i den nye trepartsaftale, påpeger han og nævner tre vigtige nybrud, der gør forudsætningerne helt anderledes end tidligere. Først og fremmest det faktum, at det rent faktisk lykkedes parterne at forhandle en aftale på plads.
– Alle parter har forpligtet sig til at handle. Kommunerne har et kæmpe ansvar for at sætte sig i spidsen for de planer, der skal laves kommunalt, og DN og de lokale landbrugsforeninger har forpligtet sig til konstruktivt at være med i lokale samarbejder for at finde ud af, hvor der reelt skal sættes ind.
At vi nu for første gang i danmarkshistorien har fået et ministerium, der har som eneste opgave at implementere en politisk aftale, er også et vigtigt skridt på vejen. Og så peger han som det tredje på de konkrete redskaber, der ligger i aftalen.
– Vi viser rent faktisk en konkret vej til, hvordan vi når vores mål.
Frivillighed rækker ikke hele vejen
Et af de første skridt på den vej er at opkøbe jord af landmænd, der alligevel er på vej på pension. Der er ikke nødvendigvis tale om de vigtige lavbundsjorder, men det giver staten noget at bytte med, når de lokale lodsejere skal overtales til at gå af med de jorder, der udleder allermest kvælstof.
Og Jeppe Bruus tror på, at netop overtalelse er vejen frem.
– Nu drikker vi kaffe til det her interview, siger han og peger på de to kopper, han selv lige har fyldt.
– Og det kommende arbejde kræver også en del kaffe, for det er jo mennesker, som skal se for sig, at de skal noget andet med deres jord.
Han tror på, at en del lodsejere faktisk allerede er blevet overtalt. De sidder bare fast i alenlang administration eller bureaukratiske blindgyder.
– Jeg møder mange landmænd, der siger: ’Vi vil gerne lave et lavbundsprojekt. Vi har faktisk også forsøgt med vores kommune, men vi kan simpelthen ikke få lov.’ Og på den måde er jeg relativt optimistisk, for jeg møder ikke nogen, der siger: ’Det vil vi ikke.’
Den nyslåede minister anerkender dog, at vi står over for så kolossale udfordringer, at det ikke er nok at forlade sig på frivillighed og landmændenes gode hjerter. Der er en ”hård deadline”, som han siger.
– Der er en grænse for, hvor langt vi kan gå ad frivillighedens vej. For det, vi også har aftalt, er, at i 2027 lukker vinduet. Så kommer vi til at skrue op for reguleringen. Det vil sige, hvis du har en mark, som du ved, ligger på en lavbundsjord eller udleder kvælstof, og du ikke vil være med i et projekt, jamen så stiger reguleringen, siger han.
Fra gulerod til pisk – i form af afgifter
Konkret betyder det, at der i 2028 kommer en afgift på 40 kr. per hektar på lavbundsjorder. Dertil kommer en CO2-afgift på 300 kr. per ton CO2 i 2030 og 750 kr. i 2035.
– For at undgå at blive ramt af en afgift skal du være i gang med et projekt. Så det er nu, man skal med på vognen.
Selvom det i teorien er frivilligt for landmænd at afgive deres mest kvælstofudledende marker, så kan Jeppe Bruus altså ikke se logikken i at vente. Til gengæld vil han meget nødig være nødt til at skulle ekspropriere landmænd, fortæller han.
– Værktøjet ligger der, men meget langt nede i kassen. Mit mål er, at vi gør alt det her uden at bruge det.
Hvis pisken er de afgifter, der træder i kraft i henholdsvis 2028 og 2030, så er lodsejernes gulerod – ud over at de enten kan sælge deres ikke særligt velegnede landbrugsjord eller bytte den til noget bedre – at de får noget lækker natur i deres lokalområde, siger han.
– Heltene er de mennesker, der ejer jorden
– Vi var nede og besøge Strandbyyyy …? siger han og kigger tvivlende på sin presserådgiver, som han har lånt fra Økonomiministeriet, og som bekræfter, at det er Strandby ved Assens, han tænker på.
– Vi skal lige lære navnene på alle de lavbundsprojekter, undskylder han, før han fortæller, hvordan et stort område, allerede fem måneder efter at de lokale lodsejere blev enige, er taget ud af drift.
– De har fået et område med natur, som er åbent og tilgængeligt. Der går også nogle dyr og græsser, som skaber endnu mere biodiversitet. Og hvem er heltene i den historie? Det er de mennesker, der ejer jorden, og som sammen med naturfredningsforeningen, de lokale spejdere eller andre siger: ’Her er nogle arealer, hvor vi kan skabe liv og superfede naturarealer.
– Jeg har ikke bare tænkt mig at sidde på mit lille kontor med et regneark.
En anden kritik, som den store arealomlægning har mødt fra flere kanter, er, at det bliver sælgers marked, og at nogle lodsejere vil forsøge at spinde guld på projektet. Og stigende jordpriser er da også noget, den ny minister for grøn trepart har for øje.
– Det er klart, at vi skal følge jordpriserne, så de ikke stikker af, og sørge for, at man ikke kan sidde og vente eller handle sig til at få højere takster, siger han og nævner igen den afgift på lavbundsjorder, der træder i kraft i 2028.
– Det påvirker næppe jordpriserne i en positiv retning.
Jeg spørger ham en sidste gang om, hvor sikker han føler sig på, at kaffe og gode overtalelsesevner er nok, og om vi i modsat fald ikke risikerer at stå i 2026, uden der er sket det store. Endnu en gang afviser han.
– Jamen hvis det er sådan, at vi sidder om to år og gør boet op og ser, at der ikke er sket nok, så er det fordi jeg har været for dårlig til at følge udviklingen undervejs.
I stedet vil han sørge for, at der ligger helt konkrete køreplaner for, hvad der skal ske i hver enkelt kommune og hvert enkelt vandopland brudt ned på halvårlige nedslagspunkter.
– Og jeg har ikke bare tænkt mig at sidde på mit lille kontor med et regneark. Det skal være åbent og transparent, så alle kan se, hvilke planer der er. Så man kan have en dialog lokalt med kommunalpolitikerne, den lokale afdeling af DN og den lokale landbrugsforening. Hvordan tager I ansvar for de her arealer? Ikke så vi kan gå og slå hinanden i hovedet, men faktisk så vi kan hjælpe hinanden med at sige: ’Okay, hvordan gør vi det her?’, siger han.
Selvom det med den nyslåede ministers egne ord er en ”gigantisk opgave”, han står over for, ser han frem til den.
– Jeg er faktisk virkelig begejstret for at få lov til at løfte den her aftale, siger han.
Artiklen ovenfor er skrevet af Rikke Bolander og første gang bragt i Natur og Miljø, november 2024 som en del af et tema om den grønne trepart. Ovenfor er den citeret fra Danmarks Naturfredningsforening.