Henrik Baloo Andersen er af mange gode grunde en lykkens pamfilius, men han er det også og ikke mindst, fordi han som direktør og kapelmester er lykkedes med at få Trine Gadeberg med i Hjørring Revyen.
Til søndag eftermiddags julekoncert i Hirtshals Kirke introducerede sognets organist Anton Schmidt-Jakobsen således veloplagt Trine Gadeberg ved blandt andet at citere H. C. Andersen. Den verdensberømte digter skulle angiveligt have skrevet, at hvor ordene svigter, der taler musikken.
Trine Gadeberg demonstrerer da også i lige præcis Hjørring Revyen, at selv om ordene mildest talt aldrig svigter hende, men bogstavelig talt er i hendes magt, så fortryller hun samtidig alt og alle med en forrygende musikalitet og den smukkeste sangstemme, hvilket igen var tilfældet denne søndag i Hirtshals Kirke.
Med en flot varieret setliste, der strakte sig over klassikere som blandt andet Oh Holy Night, Glade Jul, En stjerne skinner i nat, Nu tændes tusind julelys til Johannes Møllehaves og Anne Linnets Lille Messias og Here comes the Sun af Beatles samt Halleluja af Leonard Cohen, fik Trine Gadeberg i dén grad bevæget og inddraget publikum i Hirtshals Kirke.
Sangerinden blev hele vejen igennem akkompagneret stærkt og indlevet af Ebbe Ravn på orgel samt på trommer og trompet eksmanden Jørgen Heick. Begge glimrede desuden i instrumentalnummeret Julen har englelyd. Ligesom Jørgen Heick blæste sindet i den helt rette stemning til Amazing Grace.
Med hensyn til det med ordene brillerede Trine Gadeberg igennem hele koncerten med hylemorsomme improvisationer, anekdoter og selvironi, idet hun elegant spillede verbal pingpong både med publikum og Jørgen Heick.
Skuespillerens enorme erfaring fra adskillige revyer fornægtede sig bestemt ikke i Hirtshals Kirke. Ikke bare Henrik Baloo Andersen, men også det trofaste publikum er utrolig heldige at have hende med i Hjørring Revyen.
Trine Gadeberg blæste i sandhed publikum bagover af begejstring med stående applaus og væltede noget nær Hirtshals Kirke.