Taars-Ugilt IF ønsker et stort tillykke til Fie Homann og Oliver Kristensen med Hjørring Kommunes Unglederpris 2023
Forældrene bag spillerne på LykkeLigaholdet – Krusedulle Kidz havde indstillet de to unge hjælpetrænere til Kommunens Ungelederpris 2023, og tirsdag aften blev spændingen udløst – Fie og Oliver vandt den flotte pris.
De unge var blandt andet indstillet fordi de har været ”limen” der holdt sammen på holdet i en omskiftelig periode og fordi de kan så meget mere.
Blandt andet kan man også i indstillingen læse følgende:
“Fie og Oliver udviser på hver deres måde ro og tålmodighed. De evner, at alle børn og unge bliver set og hørt. De har en helt unik fornemmelse for, hvad den enkelte har behov for. – Og så sørger de for, at hver enkelt spiller oplever succes til træningen. Vores børn bliver uanset handicap helte, topscorere og holdspillere. Selvom Oliver og Fie selv er mere end habile håndboldspillere, kan de sagtens skelne og ved, at på Lykkeligaholdet går vi ikke meget op i “overtrådt”, “3 skridt” og “fejlscreeninger”.”
Oliver og Fie beskrives som rummelige og fantastiske unge mennesker, der giver børnene oplevelsen af at være en del af fællesskabet -at betyde noget.
LykkeLiga holdet er hele Hjørring Kommunes hold og har spillere fra hele kommunen. Men det er vigtigt for holdet og klubben, at understrege, at der ikke skelnes til kommunegrænser her. Alle er velkommen på holdet.